Danmarks kampsportsunivers

Frustreret dansk profil efter aflyst kamp: “Det er f#cking irriterende”

Mircea Coman, tv, har trukket sig fra sin kamp mod Mads Juul Andersen ved FG Fight Night lørdag aften.

Lørdag aften skulle Mads Juul Andersen have været i buret ved FG Fight Nights jubilæumsstævne i Sønderborg – men nu har Renegade MMA-profilens rumænske modstander Mircea Coman trukket sig fra kampen.

Det fortæller Mads Juul Andersen selv i et opslag på sine sociale medier.

“Kampen er aflyst. Min modstander har trukket stikket. Hvor er det nederen,” lyder det fra Juul Andersen, der ikke lægger skjul på, at han havde set frem til at gå i buret i Humlehøj Hallen.

Læs også: Det kribler i hænderne på Mads Juul Andersen: “Jeg er 33 år – så jeg har lidt travlt”

“Jeg havde faktisk glædet mig sygt meget. Det er svært at få MMA-kampe i Danmark,” fortæller Mads Juul Andersen videre i opslaget.

Renegade-fighteren var senest i MMA-kamp i februar, hvor han tabte på point til Jakob John fra Metanoia MMA.

Skal vente en måned
Ud over den aflyste kamp ved FG Fight Night har Mads Juul Andersen dog også en kamp i kalenderen den 17. oktober, hvor han efter planen skal møde Nicki Mahler ved Airtox Dominance 8.0.

Men den ekstra ventetid ærgrer danskeren.

“Nu skal jeg gå og vente en måned mere for at komme i kamp. Det er f#cking irriterende,” lyder det bramfrit fra Mads Juul Andersen.

Læs også: Renegade-profil før Nicki Mahler-kamp: “Jeg vidste ikke, hvem det var”

FG Fight Night 27 – som er det officielle navn på FG Fight Nights jubilæumsstævne – afvikles lørdag aften i Humlehøj Hallen i Sønderborg.

Først kamp er planlagt til klokken 19.00.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.