Danmarks MMA-univers

Glismann håber på Dillon Danis: ‘Vil give ham whoop-ass’

Louis Glismann efter en kamp hos OKTAGON. Nu må han foreløbigt vente med at komme i kamp hos GFL, som han skrev kontrakt med for nyligt. Foto: Privat.

Global Fight League kom i sidste uge ud med flere detaljer om den sæson, der står til at begynde i april. Vi kender de seks hold, og strukturen i den nye turneringsform, men der er stadig mange spørgsmål.

Et af dem der måske er besvaret er, hvornår danske Louis Glismann kommer i kamp. Det har Arte Suave-kæmperen i hver fald selv et kvalificeret bud på. Han regner nemlig med, at det er hans weltervægt-‘makker’ på Team Los Angeles, der skal i aktion til det første stævne.

“Start-showet bliver i Los Angeles, og der er Lorenz Larkin jo et stort navn. Så på deres start-show forventer jeg, at det bliver ham, der bliver sat på. Så kommer jeg jo til at kæmpe på det næste show,” fortæller Louis Glismann, som dermed regner med at skulle kæmpe i New York i maj mod værtsbyens hold. Derefter venter Miami i juli og Sao Paolo i september.

Læs også: Glismann om vild amerikansk kontrakt: Tredobler OKTAGON-løn

På Team New York er der to mulige modstandere i weltervægt. Højtagtede Neiman Gracie, der har kæmpet om Bellator-titlen og kommer fra Gracie-familien, som nærmest har royal status i MMA for sit bidrag gennem brasiliansk jiu-jitsu. Hans onkel Royce triumferede ved et alleførste UFC event – UFC 1.

Den anden mulige modstander er en noget anden snak. Hvis der var et respekt-barometer i MMA, ville han befinde sig et par kilometer længere nede. Men ikke desto mindre er det noget ved ham, der appellerer til Louis Glismann.

“Jeg vil jo rigtig gerne møde Dillan Danis og bare give ham noget whoop-ass,” fordi han er blevet så kendt på at være en klovn,” siger Glismann med et smil.

Smidt ud af sin mentor
Den opfattelse af Danis står ‘Spartacus’ ikke ligefrem alene med. Vi taler her om en af de mest forhadte skikkelser i nyere tid i kampsport.

Dillon Danis kom ind i MMA, da han blev inviteret til at træne med Conor McGregor forud for irerens rematch med Nate Diaz ved UFC 202. På det tidspunkt havde Danis allerede to år forinden – som 21-årig – fået sit sorte bælte i brasiliansk jiu-jitsu af dybt respekterede Marcelo Garcia. Men da Garcia oplevede Danis opførsel op til UFC 202, var stortalentet ikke længere velkommen på Garcias akademi.

Læs også: Nye detaljer om amerikansk mega-satsning: Mulige modstandere til Glismann

Hos McGregor var Danis dog fortsat velkommen, og her igennem fik ‘El Jefe’ også banet vejen til sin mest berømte ‘kamp’ til dato. Det var ved UFC 229, hvor Danis var manden, som Khabib Nurmagomedov sprang ud af buret og angreb i sekunderne efter at have submittet McGregor – og oven på en af de mest hadfulde optakter til en kamp i UFC’s historie.

Respekterer hvad han kan
Danis er ubesejret i MMA-sammenhæng, men det lyder mere imponerende, end hans rekordliste reelt er. Han har to sejre i buret som professionel og begge via submission, men det er over fem år siden den sidste, og modstandernes erfaring var ikke overvældende.

Alligevel giver Louis Glismann kredit til Danis – ikke for hans opførsel uden for kampe, men derimod hans tidligere meritter i brasiliansk jiu-jitsu.

Læs også: GFL-draft – Glismann valgt til legendespækket hold

“Jeg har fulgt Dillon Danis siden han kæmpede jiu-jitsu og var brun-bælte. Så jeg ved, at han har sindssygt god jiu-jitsu og respekterer det også. Men jeg tror, det er meget jiu-jitsu-baseret og ikke så meget MMA-orienteret, så jeg tror, at jeg har fordelen med min grappling mod hans,” siger Louis Glismann.

I brasiliansk jiu-jitsu har Danis trofæskabet fyldt med medaljer, som han vandt op igennem 10’erne ved diverse internationale turneringer. I dag er det dog et helt andet sted, han konkurrerer. Seneste tur i manegen for Danis var nemlig en boksekamp mod youtuberen Logan Paul i 2023. Her blev han diskvalificeret for at forsøge et takedown og efterfølgende choke.

Én ting at frygte
Skulle det blive Dillon Danis, der bliver booket til at stå over for Louis Glismann i deres respektive første kamp for Global Fight League, så er der én ting, som danskeren godt kan bekymre sig om.

Danis har nemlig fået ry for at være lidt af en såkaldt pull out artist – hvilket vil sige, at han ofte trækker sig op til sine kampe. Det gælder ikke kun i MMA, men også i boksning, hvor han i 2023 bakkede ud af en kamp mod ‘KSI’ – en anden youtuber med det borgerlige navn Olajide Olatunji.

Læs også: Den oversete udlandseventyrer

Nu har Danis pudsigt nok en ny boksekamp planlagt mod KSI, som han i sidste uge smed et krus iskaffe i hovedet på til et pressemøde.

“Hvis han scorer kisten på sådan en kamp, kan det godt være, han bare går på fuld druktur og beslutter sig for ikke at dukke op,” erkender Louis Glismann, som dog sætter sin lid til, at Danis mener det alvorligt med GFL.

“Hvis han ikke dukker op, så fucker han virkelig sit navn op. Så tror jeg ikke, der er nogen, der vil hyre ham til at kæmpe igen.”

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.