Danmarks MMA-univers

Glismann om vild amerikansk kontrakt: Tredobler OKTAGON, store stjerner i kikkerten

I slutningen af 2024 dukkede idémanden bag Global Fight League, Darren Owen, op i MMA-reporter Ariel Helwanis ‘The MMA Hour’. Han havde været der før et par år forinden og fortalt om sit projekt, som dengang løftede et par øjenbryn for så at forsvinde fuldstændig igen.

Men denne gang var der mere substans bag snakken, og med Owens besøg hos Helwani fulgte også nyheder i flæng om den nye promotion. De vil gøre alt anderledes end UFC og de andre spillere på markedet, og så havde de siget en horde af kendte navne. 45 tidligere UFC-fightere og i blandt dem otte tidligere mestre.

Læs også: Glismann skriver med storsatsende amerikanere

I starten af denne uge føjede de så også et dansk navn til listen. Louis Glismann forlader OKTAGON efter et par succesfulde år på tjekkiske papirer, og springer med på vognen til det, der næsten kun kan blive en vild tur.

GFL har voldsomme armbevægelser og ambitioner. Ikke kun med de navne, de har signet, men også med de løfter, der er blevet luftet. Sundhedsforsikring, pensionsordning, 50/50 deling af stævneindtægter med kæmperne. Alt det UFC er blevet kritiseret for at negliciere.

Læs også: Vild amerikansk MMA-satsning vil revolutionere sporten

Desuden betaler de også en solid hyre. Så meget afslører deres nye danske signing, da Fighting.dk spørger, om det her er karrierens bedste kontrakt.

“Ja, det er det nok. Da jeg var med i Gamechanger (OKTAGONs ottemands-turnering), betalte de faktisk også helt sindssygt godt. Men for en enkelt kamp af gangen, så… de har da overbudt, hvad jeg ville få i OKTAGON gange tre,” fortæller Louis Glismann.

Mulighed for at måle sig med store navne
Det er dog ikke kun checken, der har trukket Louis Glismann til GFL. Deres banebrydende koncept lokker også, ligesom de sportslige muligheder ser spændende ud.

“Mit fokus er jo mig selv og mine kampe. Men det bliver meget sjovt at være en del af noget nyskabende inden for sporten. Og så var der mange ting, der var tiltrækkende. De tager meget fighternes perspektiv. De tænker ind i det her med health insurance, og giver fighterne den respekt,” siger Glismann, som også har spærret øjnene op over de nye kolleger på GFL’s roster.

Læs også: Europa rækker ud efter DFC – vil lave stævne for 10.000 tilskuere

“Det kunne jo være ret vildt at få lov at kæmpe mod nogen af dem, som har været de helt store inden for sporten, og som man har set op til. Der er blandt andet sådan en som Tyron Woodley (tidligere UFC-champ i weltervægt red.). Personligt har jeg også været stor fan igennem jiu-jitsu af Rousimar Palhares (eks. UFC, Wold Series of Fighting champ i weltervægt m.m. red.) – ‘Toquinho’. Så rent sportsligt kunne det være ret fedt at prøve at stå distancen mod nogle af de helt store navne,” siger Louis Glismann.

Ikke nervøs for draftet
Inden han kan komme i buret er der dog et par hurdles, der venter. F.eks. det draft som GFL holder denne fredag. Hos Ariel Helwani fortalte Darren Owen, at GFL har en roster på 300 fightere (et tal der siden er blevet forhøjet til 420 fra 67 forskellige lande), som skal skæres ned til 120 fordelt på seks hold i forskellige værtsbyer.

Global Fight Leagues turneringsstruktur. Grafik fra MMAGFL.com.

Umiddelbart kan det være lidt nervepirrende at have sluttet sig til en ny organisation uden at vide, om man kommer med på et af holdene, men der er ikke så meget angst at spore hos ‘Spartacus’.

Læs også: Dansk superfinale kan blive en realitet

“Jeg føler mig ret sikker,” siger Glismann med et grin og fortsætter:

“Det er i hvert fald det, mit management har sagt til mig, så det er det, jeg forventer. Men det er også en af de ting, jeg ikke ved så meget om,” siger Glismann, der ligesom de fleste af os andre har en del ubesvarede spørgsmål omkring det nye format.

Læs også: Ny MMA GALLA-titel en realitet: Dansk submission-specialist mod italiensk KO-artist

“Det er også en af de her ting, jeg ikke ved så meget om – det her draft. Hvad så med dem, der ikke bliver draftet, men er signet? Hvad skal der ske med dem? Står de stand-by for at komme ind på holdet? Jeg må ærligt indrømme, at der er mange ting, som også er uvisheder for mig. Men jeg tror på, at jeg bliver en del af holdet, og så må tiden vise, hvad der skal ske.”

Bliver ikke træningsnomade
GFL tilbyder udover de førnævnte velfærdstiltag også træningsfaciliteter til kæmperne. Louis Glismann har dog ikke tænkt sig at rykke teltpælene op og forlade København og sin mangeårige klub Arte Suave.

“Jeg er ikke så glad for at komme for meget ud af min vanlige struktur. Det gælder både mit daglige liv med familie og arbejde ved siden af, men også det her med træningspartnere. Kampsport er jo meget tillidsbaseret, fordi man skal kunne stole på sine træningspartnere,” siger Glismann.

Global Fight Leagues pointsystem for de enkelte kampe. Grafik fra MMAGFL.com.

Læs også: Kryptisk Promanee om OKTAGON-fremtid: Har lagt andre planer

Han har ikke lyst til at turnere rundt i fremmede klubber og rulle med fremmede fightere, der kan have andre temperamenter eller agendaer på det her stadie af karrieren.

“Så skal jeg i hvert fald have opbygget noget relation med nogen, som jeg ved, man kan stole på i sin træning. For den rigtige kamp skal være i buret. Det skal ikke være til træning. Jeg er nået så langt i min karriere, at mit skill-level føler jeg er ret højt. Det vigtigste for mig er at være i form, i balance og leve sundt for at kunne performe ordentligt.”

Vil præsentere Europa
GFL annoncerede for nylig de seks værtsbyer samt managere og coaches, der kommer til at høre til hvert enkelt hold. Det bliver de ikke overraskende store metropoler og lutter kendte navne.

VærtsbyCoachManager
New YorkRay LongoTBA
Sao PãuloAndré PederneirasLyoto Machida
Miami Conan SilveiraThiago Alves
Los AngelesRafael CordeiroWanderlei Silva
LondonCarl PrinceLuke Barnatt
DubaiJavier MendezCain Velasquez

Og Glismann har da også udset sig sin foretrukne destination, når der skal fordeles hold.

“Jeg har selv lagt billet ind på London. Jeg er europæer og støtter op omkring europæisk MMA, så jeg tænker helt sikkert at sigte efter Team London,” siger Glismann.

Læs også: MMA GALLA forlader Pluto og teaser for store nyheder

Selv om Global Fighting League er en ekstremt spændende mulighed, er det også ret spændende, om ballonen kan komme så højt op at flyve, at de mastodontiske udgifter ikke får den til at briste. Den skepsis deler den danske passager også, men han har god ro omkring den første tur og nyder den, så længe den varer.

“Den første sæson skal nok blive et helt vildt show, og bare ved at være en del af det, tænker jeg helt sikkert, at jeg har muligheden for at have nogle sindssygt fede kampe. Så må det være op til dem, hvordan det ser ud i fremtiden,” siger Louis Glismann.

Du kan følge Global Fight Leagues draft i nat fra klokken 02.00 på organisationens platforme på Instagram, Facebook, YouTube og en lang række andre sociale medier.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.