I dag går det løs ved europamesterskaberne i MMA, når IMMAF har samlet kontinentets bedste amatør-MMA-kæmpere i den serbiske hovedstad Beograd.
Her stiller Danmark med en historisk trup. For første gang nogensinde har det danske MMA-landshold U18-atleter med til en international turnering, og for første gang i lang tid er der også kvinder på holdet.
Truppen har dog også måttet tage imod afbud fra to profiler. Great Danes-talenterne Oliver Petersen og Sigurd Rømer er begge blevet forhindret i at deltage – førstnævnte på grund af en fyldt vægtklasse, sidstnævnte af økonomiske årsager.
Tilbage står en trup på seks atleter – tre ungdomskæmpere og tre seniorer – der alle drømmer om at tage medaljer med hjem til Danmark.
Fighting.dk har bedt landstræner Milan Silva sætte ord på de enkelte kæmpere og deres chancer. Vi giver ordet til landstræneren.
Alexander Pii Berglund – Youth B – Male – 57 kg:
– Alexander har en baggrund i BJJ og grappling og har været meget aktiv ved både danske og internationale grappling-turneringer, hvor han har opnået rigtig gode resultater. Han er endvidere en dygtig thaibokser og har også konkurreret en del i muay thai. Senest har han konkurreret en del i udlandet til MMA-turneringer under U18-regelsættet. Alexander er rigtig dygtig på alle distancer af MMA-gamet, så det bliver rigtig spændende at se ham her til EM.
Casandra Jeppesen – Youth A – Female – Flyweight:
– Casandra har også en baggrund i BJJ og grappling og har været meget aktiv ved både danske og internationale grappling-turneringer, hvor også hun har opnået rigtig gode resultater. Casandra er en del af det kuld af unge BJJ-børn, der har været en del af BJJ-miljøet i ca. 10 års tid, trods hendes unge alder. Hun har endvidere arbejdet benhårdt på de øvrige elementer af MMA og er efterhånden temmelig well-rounded. Det har desværre ikke været muligt for Casandra at blive matchet til MMA-turneringer under U18-regelsættet før hendes deltagelse til EM. Dette skyldes, at der simpelthen ikke er ret mange piger i hendes alders- og vægtklasse, der dyrker MMA her i Norden. Med Casandras rutine og erfaring fra BJJ og grappling er jeg sikker på, at hun vil gøre det rigtig godt her til EM.
Julius Bodhi Mørck – Youth A – Male – Super Lightweight:
– Julius har også en baggrund i judo, BJJ og grappling og har været meget aktiv ved både danske og internationale grappling-turneringer op igennem ungdomsårene, hvor også han har opnået rigtig gode resultater. Julius er ligeledes en del af det kuld af unge BJJ-børn, der har været en del af BJJ-miljøet i ca. 10 års tid, trods hans unge alder. Julius har haft et break fra kampsport i nogle år og kom så tilbage for ca. et år siden og gik all in på MMA. Han har siden da konkurreret i både grappling, freestyle brydning og MMA under U18-regelsættet i Irland og Sverige. Julius er også virkelig well-rounded, og så har han cardio til at køre i med en virkelig høj pace i alle runder.
For senioratleterne kan vi starte med kvinderne, da det er første gang i rigtig lang tid, at det danske MMA-landshold har kvinder repræsenteret ved en IMMAF-turnering.
Endnu engang er jeg rigtig stolt af, at vi har kunnet rekruttere nogle dygtige kvindelige atleter. Jeg håber, at både Caroline og Cecilie kan være med til at inspirere andre danske kvindelige MMA-talenter til at forfølge deres drømme om at blive elite-atleter i denne her sport.
Vi har jo yderligere to kvinder i bruttotruppen, hhv. Alberte Roed Osterman, som er en veteran i MMA-gamet, og Josefine Feldthusen, som har en baggrund i boksning og har bokset en del kampe. De træner sammen til dagligt, så jeg håber på, at de hver især kan løfte hinanden.
Caroline Møller – Senior – Female – Featherweight:
– Caroline kæmpede jo ved Nordisk Mesterskab. Caroline dominerede faktisk stående med sine spark, indtil kampen kom ned på gulvet. Læringen var at få mere gang i hænderne også, så sparkene sættes bedre op med slag. Dette har Caroline arbejdet på, så jeg glæder mig til at se hende eksekvere på dette her til EM. Generelt har hun rigtig god striking med sin lange baggrund i karate. Og så er hun også en rigtig habil grappler.
Cecilie Kølle – Senior – Female – Bantamweight:
– Cecilie kæmpede også ved Nordisk Mesterskab og gjorde det rigtig godt. Cecilie har jo en baggrund i boksning. Og hun har virkelig god og solid striking. Dette så vi virkelig blive udnyttet ved Nordisk Mesterskab, hvor hun fuldstændig overrumplede sin svenske modstander med slag fra start af. Cecilie har også fået bygget noget god brydning på. Jeg synes, at hun er virkelig stærk af sin størrelse, så jeg tror, at modstanderne bliver overrumplet af hendes power i den vægtklasse. Cecilie har siden Nordisk Mesterskab arbejdet endnu hårdere på også at kunne bringe kampen ned på gulvet, hvis hendes striking bliver matchet af modstanderen. Det bliver spændende at se hende i action.
For herrerne har vi vores store mand i Super Heavyweight.
Mathis Peter Damgaard – Senior – Male – Super Heavyweight:
– Mathis kæmpede også ved Nordisk Mesterskab, hvor han gjorde det rigtig godt, men formåede ikke at hive sejren hjem, selvom han kunne have afsluttet sin første modstander i slutningen af anden runde. Mathis er en stor og stærk kæmper med en rigtig god baggrund i muay thai og judo med flere DM-titler bag sig. Han har været rigtig god til at tilpasse sit skill set til MMA. Og så er han en stor herre, dvs. en ægte heavyweight. 2 meter høj og tæt på 120 kg. Mathis har siden Nordisk Mesterskab arbejdet rigtig meget på at være mere offensiv og på at udnytte mulighederne for en afslutning, hvis de opstår. Det bliver spændende, om han kan kapitalisere på det her til EM.
I forhold til de atleter, vi tidligere har udtaget til EM, så er holdet her en nyere trup med ikke nær så meget erfaring som de tidligere danske deltagere til EM, men jeg synes stadig, at det er en god trup, vi sender afsted.
Og så er det nogle amatør-atleter, som jeg tror, at vi kan have glæde af på MMA-landsholdet i noget længere tid og udvikle dem.



