Danmarks MMA-univers

Hvem kan mule Makhachev?

Arman Tsarukyan lagde tweetet op i eftermiddags. Jeg kan ikke undgå at få en lille vibe af, at han også prøver at overbevise sig selv om budskabet. For er Dana White nu også helt solgt på en revanchekamp mellem Makhachev og armeneren med guld på højkant? Og er Tsarukyan den mest interessante udfordrer for Islam Makhachev, som landskabet ser ud i letvægt?

Først og fremmest har vi jo allerede set Tsarukyan mod Makhachev. Bevares, det er mange år siden, det var Tsarukyans UFC-debut og han har udviklet sig eftertrykkeligt siden. Det har Islam Makhachev bare også, og når man tænker tilbage på deres første møde, og hvad de respektivt har vist siden, er der så ført bevis for, at Tsarukyan er en endnu større trussel nu? Mit bud er nej. Men hvem kan så?

Islam Makhachev har tre titelforsvar bag sig, men pudsigt nok er kun to af dem vundet over reelle letvægtere. Han havde ikke slået nogen topnavne, før han erobrede bæltet mod Oliveira. Derfor er listen over friske udfordrere til Makhachev i udgangspunktet ganske lang. Men hvilken letvægter tror vi mest på som banemand for UFC’s pund-for-pund nummer ét?

Charles Oliveira får ikke chancen igen lige pt. efter nederlaget til Tsarukyan i marts, og han var som sagt manden, som Makhachev satte til vægs, da russeren erobrede guldet Justin Gaethje blev eftertrykkeligt knockoutet i sin seneste kamp og får ikke chancen mod Makhachev uden nogle gode sejre. Dustin Poirier kom til kort efter et mere end ærefuldt forsøg, da han mødte Makhachev ved UFC 302. Mateusz Gamrot har faktisk argumenterne i orden, og endda med en sejr over Tsarukyan på cv’et. Han var også back-up fighter til Makhachevs titelforsvar mod Volkanovski ved UFC 294. Men stiller man dem op over for hinanden, overmatcher Makhachev alle Gamrots spidskompetencer. Jeg tror ikke på, det ville blive en stor polsk aften.

Og ranglisten fortsætter med uendeligt tålmodige Michael Chandler, som stadig venter på kassekampen mod Conor McGregor, mens han forhåbentlig kan grine af den endeløse række af memes med ham selv som olding. Og med Beniel Dariush der er blevet knockoutet i første omgang to kampe i streg. Og med Rafael Fiziev, der dels er ved at komme over en skade og bedømt på sine seneste to kampe endnu ikke er klar til topstriden.

Vi skal helt ned til nummer ni på letvægtslisten for at finde manden, der både indiskutabelt har gjort sig fortjent til at få muligheden, og som har evnerne og resultaterne, der får os – eller i hvert fald mig – til at tro på, at vi her har ham, der kan ruske op i den mest stjernespækkede vægtklasse i UFC: Max ‘Blessed’ Holloway.

Holloway leverede årets – måske endda årtiets – holy shit-øjeblik i UFC, da han knockoutede Justin Gaethje i marts ved UFC 300. En knockout der vil gå ned som en af de mest legendariske i firmaets historie. Inden den satte han punktum for Korean Zombies imponerende MMA-karriere med det samme brag af et højrehook midt i et hundeslagsmål. Den velsignede øbo har aldrig set bedre og farligere ud end lige nu. Makhachev har efterhånden udviklet sig til en elite-striker, men mod Poirier så vi alligevel, at han stadig er et niveau under de allerbedste. Sådan en er Max Holloway, som endda har endnu større output end ‘The Diamond’. Der til kommer spørgsmålet om Makhachevs brydning – sandsynligvis den bedste i MMA-verdenen i dag. Den blev i sidste ende også nøglen til at få gjort det af med Dustin Poirier. Men hvornår har Max Holloway sidst været i problemer mod en farlig bryder? Der var elementer, hvor Alexander Volkanovski brugte sin i trilogien mod hawaiianeren, men det var ikke dét, der gjorde udslaget. Holloway har i sine 29 UFC-kampe forsvaret 84% af modstandernes takedownforsøg, og han er ikke blevet ramt af én eneste knockdown. Han er enormt svær at få ned på gulvet. Og selv hvis de skulle ende der, skal der noget mere end ekstraordinært til at eksekvere en submission mod den tidligere fjervægtschamp. Det er kun sket én gang i hans MMA-karriere, hvilket var i UFC-debuten mod førnævnte Poirier, da Holloway var en novice med bare fire kampe under bæltet.

Det her skal ikke lyde som en forudsigelse af, at Max Holloway blæser igennem Islam Makhachev, som meget vel kan være den bedste aktive MMA-kæmper på vores planet. Men i hele den imponerende parade af navne i letvægtsdivisionen, er det Holloway – en af de seneste ankomne til vægtklassen – der er den mest interessante udfordrer. Hvis det lykkes ham at generobre fjervægtstitlen, hvilket han ser ud til at få chancen for ved Noche UFC (306), som Fighting.dk havde håbet på, så må en megafight med Makhachev stå øverst på Onkel Dianas ønskeliste til jul.

Nu vi er ved titelbejlere, kan du læse Fighting.dk’s bud på kommende kvindelige mestre her.
Hvis du ikke følger Fighting.dk på X, så kan du finde os her.


Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.