Danmarks kampsportsunivers

Iskold Mack Promanee om norsk call-out: “Kunne da være en fin opvarmningskamp”

Mack Promanee på walk-in’en til DFC 2.0 i januar.

Mack Promanee tager det fuldstændig roligt over, at han er blevet kaldt ud af nordmanden Fabian Ufs.

Læs også: Nordmand kalder Promanee ud: “Lad nu være med at stikke af”

Den tidligere MMA GALLA-bantamvægtsmester har ikke det store kendskab til nordmanden – men er ikke afvisende over en kamp mod Ufs.

“Jeg kender faktisk ikke så meget til ham, men det er stærkt, at han gerne vil lege med de store drenge,” lyder det med et glimt i øjet fra Mack Promanee.

Håber stadig på Temor
Danskeren med de thailandske rødder har flere gange været tæt på at skulle i buret mod en anden nordmand, nemlig Asad Temor.

Det er en kamp, Promanee erklærer sig interesseret i – særligt nu hvor Temor er begyndt at levere varen.

Temor fik dog forleden en kamp på plads ved Airtox Dominance 6.0 mod Jonas Troest, så der vil formentlig gå en rum tid, inden Promanee vs. Temor vil blive aktuel.

Læs også: Troest møder Temor i KB Hallen – begge kæmpere jagter revanche

Derfor passer en anden modstander faktisk danskeren glimrende.

“En opvarmningskamp mod Fabian-drengen vil være fint, inden jeg forhåbentlig skal i kamp mod Asad (Temor, red.), men nu må vi se,” lyder det med et smil fra Mack Promanee.

Mens Promanee har 14 professionelle kampe med otte sejre og seks nederlag, står Fabian Ufs noteret for syv profkampe – det har givet fem sejre og to nederlag.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.