Den tidligere MMA GALLA-champ Mack Promanee er åbenbart en eftertragtet modstander i Skandinavien.
Tidligere har den norske pro-kæmper Asad Temor flere gange kaldt Promanee ud – og nu melder en ny nordmand sig på banen.
Det er 24-årige Fabian Ufs (5-2), der i et opslag på sociale medier gør det klart, at han gerne vil i buret mod Promanee (8-6).
Især nu hvor Asad Temor i stedet har fået booket en kamp mod danske Jonas Troest ved Airtox Dominance 6.0 i KB Hallen.
Læs også: Troest møder Temor i KB Hallen – begge kæmpere jagter revanche
“Nu hvor din kamp mod Asad ikke blev til noget, hvad siger du så til en kamp mod mig i stedet? “Kom og mød mig på en større platform, med flere penge og mere på spil.”” skriver Fabian Ufs, der hævder, at Sveriges største promotion, FCR, allerede er klar til at sætte kampen op i maj.
Fabian Ufs hævder samtidig, at han tidligere har udfordret Mack Promanee.
“Lad nu være med at stikke af. Sidste gang var undskyldningen, at du ville kæmpe om titler og gå ned i vægt. Hvad er det denne gang,” fortsætter nordmanden.
Dermed henviser han formentlig til en dialog, der kan have været parterne imellem, inden Mack Promanee kæmpede om fluevægt-titlen ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen i september sidste år.
Ved den lejlighed tabte Promanee til svenske Zoran Milic, der dog ikke kunne få bæltet, da han vejede for tungt ind.
Læs også: Dramatisk indvejning: Svensker misser både vægt og titelchance
Fighting.dk har været i dialog med Mack Promanee, og vi bringer hans reaktion på Fabian Ufs’ call-out senere i dag.


