Danmarks MMA-univers

Janus Olsen vil holde hovedet koldt mod hårdtslående italiener

Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Janus Olsen har haft op og nedture det sidste års tid i MMA-buret. Lørdag skal han i kamp for fjerde gang på 12 måneder, og mens to af kampene har budt på de hurtige sejre, der er en slags signatur for CSA-kæmperen, så blev det også til et ærgerligt nederlag for seks måneder siden mod Arthur Jacob. 

Denne gang er det kun én måned siden, at Janus Olsen sidst var i kamp og tog en lynsejr over den overmatchede serber Dejan Zeljko i Nakskov. Hans modstander i Odense er italienske Gabriele Varesano, som ligner en modstander med en del mere i arsenalet. 

“Jeg synes egentlig, han er dygtig og game. Han har også været aktiv i lang tid, så jeg tænker da, at han kommer buldrende fra start af. Det gør mig ikke så meget. Jeg ser det sådan lidt, at der hvor jeg kan dumme mig er, hvis jeg ikke tænker mig om. Jeg ser ham ikke være bedre end mig nogen steder, så jo længere kampen går, jo mere vil det vise sig,” siger Janus Olsen til Fighting.dk.

Varesano har været professionel siden 2022 men debuterede som amatør tilbage i 2016. I profrækkerne hedder hans rekordliste 3-2. 

“Mit største mål med den her kamp er ikke at forhaste noget, men det er jo så også det, jeg typisk har sværest ved, så helt så lille en opgave er det jo ikke for mig,” siger Olsen med et grin. 

“Planen er egentlig altid at få det afsluttet så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg vil bare helst ikke ‘rushe’ den her gang, for det var lidt det, der kostede mig sejren mod Arthur Jacobs. Det var netop, at jeg blev for forhastet.”

Med endnu en sejr før tid på lørdag, vil Olsens rekordliste altså hedde 4-1, og så vil andre organisationer måske begynde at blive interesserede i weltervægteren. Men han har umiddelbart ikke travlt med at blive signet af en større spiller. 

“Jeg har det godt, der hvor jeg er nu, og jeg vil gerne kæmpe ofte. Det kan jeg få lov til her. Noget jeg ikke kunne tænke mig er, at ende i OKTAGON og så blive stallet i et helt år, som de gjorde med Mack (Promanee red.). Det vil jeg næsten sige er mit værste mareridt, så for mig betyder det lige nu mere at være aktiv, end hvem jeg kæmper for.”

“Min plan er at leve af MMA. Det er den eneste plan, jeg har. Alt andet er ligegyldigt. En titel hos MMA GALLA er også fuldstændig ligegyldig. Hvis Mikkel (Hennings red.) får den, hvilket jeg stærkt formoder, at han gør på lørdag (hvor han møder Simon Seiler i kamp om MMA GALLAs nye weltervægtsbælte red.), så kan jeg jo alligevel ikke komme i nærheden af den, kan man sige. Så det betyder ikke så meget. Jeg er helt sikker på, at med den stil jeg har og sådan som jeg kæmper, der skal jeg nok ende et godt sted på et eller andet tidspunkt. Jeg stresser sgu ikke rigtig over det,” siger Janus Olsen. 

Du kan Olsen, Hennings, Seiler og de øvrige kæmpere ved MMA GALLA vol. 22 på Pluto TV fra kl. 21 lørdag aften. Stævnet streames også her på Fighting.dk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.