Torsdag blev det annonceret, at Jon Stadil Palm (3-0) kan sikre sig det første bælte i Airtox Dominance-historien, når han den 6. juni møder den portugisiske Romario Jaguar (4-0) i en titelkamp i KB Hallen.
Læs også: Titelkamp på plads: Stadil Palm møder Jaguar om første Airtox Dominance-bælte
Og den selvsikre københavner, der går under kaldenavnet ‘Lillebjørn’, ser frem til muligheden for at blive den første Airtox Dominance-champ.
“Jeg har jo sagt siden før min professionelle debut, at jeg ville blive Airtox Dominance FC’s første champ, så det er en drøm, som endelig bliver til virkelighed,” siger Jon Stadil Palm til Fighting.dk og fortsætter:
“Jeg glæder mig helt vildt til at gå ind i det bur og bevise, at det bælte er mit og altid har været det.”
Mellem Jon Stadil Palm og bæltet står en stærk modstander. Romario Jaguar viste frygtindgydende takter i sin sejr over nordmanden Benjamin Hauser ved Airtox Dominance 5.0.
Læs også: Airtox Dominance-reportage: Jaguar punkterer Hauser-hypen
Danskeren er da heller ikke i tvivl om, at hans kommende modstander i titelkampen er den bedste, han til dato har mødt.
“Han er en farlig modstander, og helt klart den både stærkeste og nok også mest tekniske, jeg har mødt,” siger Jon Stadil Palm.
Forud for annonceringen var der spekulationer om, at det blev Jan Richard Joreid, som ville få et titelskud mod Stadil Palm. Nordmanden besejrede Mikkel Lund i main event ved Airtox Dominance 5.0, og den sejr satte gang i spekulationerne om en norsk titelkamp. Men Mark O. Madsen valgte altså en anden løsning.
Læs også: Stadil Palm klar til at hævne Mikkel Lund – vil møde norsk ‘danskerdræber’
Joreid havde dog, ifølge Jon Stadil Palm, godt kunne have fortjent at stå i den kommende titelkamp.
“Men selvom jeg synes, at Jan Richard havde fortjent at stå over for mig i titelkampen, så tror jeg, at publikum kommer til at elske kampen mellem en bjørn fra Danmark og en jaguar fra Portugal,” siger den kommende danske titeludfordrer.
Det er ved Airtox Dominance 6.0 den 6. juni, at Jon Stadil Palm møder Romario Jaguar om Airtox Dominance-letvægtstitlen.



