Syv gange i sin karriere har Jonas Troest gået i buret til et MMA GALLA-event.
Lørdag aften skal den 30-årige dansker for første gang i kamp som Airtox Dominance-fighter – og det bliver samtidig hans 10. kamp som professionel. Det er en oplevelse, Rumble Sports-kæmperen ser frem til.
“Det bliver fedt. Jeg har haft en god dialog med Mark (O. Madsen, red.), der har været straight og professionel, og timingen føles helt rigtig,” fortæller Jonas Troest.
Læs også: Fighting.dk erfarer: Dansk pro-kæmper klar til Airtox Dominance-debut
Han er godt klar over, at forventningerne er høje, og at han helst skal levere i sin Airtox Dominance-debut.
“Det er meget vigtigt, for en debut sætter retningen. Mit fokus er at levere en spændende og underholdende kamp,” lyder det fra den 30-årige dansker.
Solid camp uden skader
Med ti kampe på CV’et er Jonas Troest en af de mere rutinerede pro-kæmpere herhjemme. Derfor har Rumble Sports-profilen også masser af camps at sammenligne med – og han er godt tilfreds med, hvor han står to dage før det går løs i KB Hallen.
“Campen har været solid fra start til slut. Struktureret, hård og uden skader. Jeg er klar både fysisk, mentalt og taktisk,” understreger Jonas Troest.
Læs også: Tysk rival udfordrer Troest til trilogikamp: “Du har tabt til mig to gange”
Lørdag aften venter den tyske kæmper Aria Azarnoosh (2-3) – en modstander, Jonas Troest har respekt for.
“Jeg kender ham overordnet og har respekt for ham som modstander. Jeg forventer en hård kamp – men jeg er klar til at tage den derhen, hvor jeg har overtaget og svinge øksen,” lyder det selvsikkert fra den danske pro-fighter.



