2026 er bare 10 dage gammel, når Airtox Dominance 5.0 løber af stablen i KB Hallen på Frederiksberg.
Her er flere danske profiler allerede meldt klar til kamp – herunder Jon Stadil Palm, Oliver Petersen, Rida Jawad og Mikkel Lund, der alle tidligere har kæmpet i KB Hallen.
Læs også: Jon Stadil Palm møder velkendt norsk ansigt i KB Hallen
Den danske kvartet kommer dog til at dele spotlightet med et ganske interessant dansk navn. Rumble Sports-profilen Jonas Troest skulle nemlig også være på plakaten ved Airtox Dominance 5.0 – og allerede have en modstander på plads.
Det erfarer Fighting.dk.
Jonas Troest er en af de mest rutinerede danske pro-kæmpere med ni kampe på CV’et.

Jonas Troest (tv) og Zemeray Afzali efter deres kamp i Brøndby Hallen, hvor danskeren vandt på point.
Foto: Michael Barrett Boesen – Sportsmedia.dk
Troest fik sin pro-debut tilbage i sommeren 2018, hvor han kæmpede åbningskamp ved det legendariske Danish MMA Night, der havde hele 10 professionelle MMA-kampe på kortet.
Læs også: Det episke engangsknald – del 1: Stripperlounge, privatfly og Dalby vs. Mark O.
Dengang submittede han norske Esben Kolltviet efter bare 35 sekunder af første runde.
Jonas Troest har siden kæmpet ved flere MMA GALLA-stævner, ligesom han også har taget et par kampe i udlandet. Men det er første gang, at Rumble Sports-kæmperen tørner ud for Mark O. Madsen og Co.
Troest var sidst i buret ved UK Fighting Championships 38 i maj måned, hvor han kæmpede main event mod britiske Layton Kane. Her tabte danskeren en tæt kamp på point.
Inden da havde Jonas Troest dog gang i en fin stime med tre sejre i fire kampe.
Læs også: Dansk skuffelse – Troest besejret i tæt main event
Airtox Dominance 5.0 løber af stablen 10. januar 2026.



