Den norske MMA-fighter Jan Richard Joreid bryder tavsheden og giver nu sin version af det forløb, der har udløst en ophedet konflikt mellem MMA GALLA og Otto Sparre Knudsen på den ene side og Mark O. Madsen og Airtox Dominance på den anden.
Joreid blev ufrivilligt hovedperson i sagen, da han tidligere på ugen trak sig fra en planlagt kamp mod August Jacobsson ved MMA GALLA – et forløb, der siden har ført til offentlige beskyldninger og en officiel klage til DMMAF.
Læs også: MMA GALLA-promotor med skarp kritik af Mark O. Madsen: “Aldrig oplevet et lignende forløb”
Nu fortæller nordmanden eksklusivt til Fighting.dk, hvordan han selv oplevede situationen.
“Jeg oplevede processen som ordentlig og tydelig, og jeg følte mig ikke presset,” fastslår Jan Richard Joreid indledningsvist.
Men hvad skete der egentlig?
Her er et overblik over sagen.
Konflikten udspringer af, at Jan Richard Joreid tidligere på ugen trak sig fra en aftalt kamp ved MMA GALLA mod August Jacobsson.
Ifølge MMA GALLA-promotor Otto Sparre Knudsen skete det, efter Mark O. Madsen havde gjort det klart over for nordmanden, at en kamp for MMA GALLA ville få konsekvenser for hans fremtidige muligheder i Airtox Dominance.
Læs også: Mark O. Madsen tager til genmæle efter kritik: “Simpelthen faktuelt forkert”
Mark O. Madsen har over for Fighting.dk afvist at have presset Joreid, men har dog bekræftet, at han har fortalt nordmanden, at en kamp for et konkurrerende stævne ikke ville stille ham “forrest i rækken for en titelkamp” hos Airtox Dominance.
Bekræfter kontakt
Jan Richard Joreid fortæller til Fighting.dk, at det er korrekt, at han selv tog kontakt til MMA GALLA og udtrykte interesse for kampen mod August Jacobsson.
“Det skete, før jeg var klar over, at det kunne betyde, at jeg skulle vælge mellem organisationer,” forklarer Joreid.
Da han fik en mavefornemmelse af, at situationen kunne være mere kompliceret, rakte han ud til Airtox Dominance for at afklare, hvor han stod.
“Da jeg fik besked om, at jeg måtte vælge, bad jeg min træner kontakte MMA GALLA for at trække mig. Det er ærgerligt, at kampen alligevel blev offentliggjort bagefter – især fordi der ikke var underskrevet nogen kontrakt,” siger Jan Richard Joreid.
MMA GALLA-promotor Otto Sparre Knudsen har tidligere oplyst til Fighting.dk, at man efter aflysningen har forsøgt at få en afklaring fra Joreid, men at nordmanden ikke har svaret på flere henvendelser.
Ønsker ikke debatten
Fighting.dk har selv spurgt Jan Richard Joreid direkte, hvad han tænker om at blive sat i en situation, hvor han skulle vælge mellem de to organisationer.
Og om det ikke ville være bedre for ham at kunne kæmpe begge steder.
“Jeg forstår, at der kan være forskellige holdninger til det her, men det er ikke en debat, jeg har lyst til at gå ind i,” svarer Joreid og fortsætter:
“Jeg oplevede processen som ordentlig og tydelig, og jeg følte mig ikke presset til at vælge. Da jeg blev gjort opmærksom på situationen, tog jeg selv stilling til, hvad der var det rigtige for mig.”
Læs også: Fighting.dk erfarer: Mark O. klager til DMMAF over ‘alvorlige, personrettede beskyldninger’
Jan Richard Joreid har i sin karriere kæmpet fire gange under MMA GALLA-fanerne og to gange for Airtox Dominance.
Nu lader det altså til, at han på dansk grund fremadrettet har valgt kun at kæmpe for sidstnævnte, hvor han har vundet begge sine kampe over henholdsvis Daniel From og Mikkel Lund.



