På Fighting.dk fejrer vi julemåneden med de profiler, der er med til at forme dansk MMA.
Fra buret, hjørnet og bag kulisserne dykker vi hver dag frem til juleaften ned i året med en ny profil, der kigger tilbage på 2025’s største øjeblikke og frem mod, hvad det nye år bringer.
Dagens gæst i vores julekalender er: Marco Birch

Den danske Arte Suave-pro kom blæsende ud til 2025 med en meriterende sejr ved Airtox Dominance 2.0 den 11. januar. Og så endda som den danske del af main event, hvor Birch submittede den hidtil ubesejrede spanier Adrien Galvez.
Siden har der dog været stille om den danske profil – og det er der desværre en god grund til. Marco Birch kæmpede allerede inden kampen mod Galvez med en skadet skulder, og efter sejren blev det kun værre.
Siden januar har den skadede skulder altså holdt Marco Birch på sidelinjen, men derfor vil vi gerne høre den 30-årige dansker (der bliver 31 i morgen, red.) om hans år og ambitioner for 2026.
1: Hvad har været dit bedste øjeblik i 2025 – i eller uden for buret?
Jeg har kun kæmpet den ene gang i januar, så det var selvfølgelig en slags højdepunkt. Det var dog ikke helt godt, for jeg var allerede blevet skadet måneden før, så jeg var ikke 100 procent, og det blev efterfølgende også så slemt, at min skulder er totalskadet. Så jeg venter på en operation.
Uden for buret har begge mine søskende fået to børn, og så er min bror vendt tilbage til sporten, så det har været det fedeste.
2: Hvilken kamp fra 2025 husker du bedst – din egen eller en andens – og hvorfor netop den?
Jeg kan især huske Najib Dawlatnazar mod Bambam (Emil Shahriari, red.) ved Airtox Dominance Academy. Najib er min træningsmakker, og det var en hård kamp for ham, fordi Bambam er meget mere rutineret. Najib er faktisk nok bedre rent teknisk, men det var en stor mundfuld for ham, og en hård og underholdende kamp. Men den var fed at se.
3: Hvem i det danske MMA-miljø synes du fortjener et særligt shout out i år?
Det skal alle dem, der arrangerer stævner herhjemme. Jeg synes, det er fedt at se, at aktiviteten og sporten er i vækst, så det synes jeg, de forskellige danske promotions skal have.
4: Hvis du frit kunne vælge én modstander i 2026, hvem skulle det så være – og hvorfor?
Bare en med en perfekt rekord, som jeg kan gå ind og ødelægge…
Jeg kunne måske godt tænke mig et dansk opgør. Jeg ved faktisk ikke så meget om, hvem der kæmper i min vægtklasse, men for den helt rigtige modstander kan jeg godt gå op eller ned i vægt, hvis det skulle blive nødvendigt.
5: Hvad er dit mål for 2026 – og hvad skal der til, for at du kan nå det?
Mit første mål er at blive opereret. Så skal jeg i gang med genoptræning og siden reel træning. Jeg er nok først klar til at kæmpe omkring oktober, men jeg vil gerne have mindst én og gerne to kampe derefter. Det er planen for 2026, hvis alt går som det skal.


