I nat vendte Colby Covington tilbage til MMA-buret efter et års pause. Sidst vi så ham i action leverede ‘Chaos’ en bleg indsats mod Leon Edwards, der problemløst dominerede den tidligere interim-champ over fem omgange. Derfor var det med stor spænding, at undertegnede afventede Covingtons comeback.
Ikke så meget fordi matchningen mod Joaquin Buckley havde spændende perspektiver. Men simpelthen for at se, om Colby Covington havde mere at byde på mod en modstander med markant mindre erfaring mod elitemodstandere end ham selv.
Uanset hvad man synes om Covingtons mere eller mindre påtagede kontroversielle persona, så kan man ikke indvende meget mod den position, han har haft i toppen af weltervægtsdivisionen. Han vandt det midlertidige bælte mod en klassemodstander i Rafael Dos Anjos, og da det blev tid til at kæmpe om titlen var han fuldt ud kompetitiv i de to kampe mod Kamaru Usman. Undervejs dominerede han folk som Robbie Lawler og Jorge Masvidal i sikker stil.
Filmen knækkede mod Leon Edwards, hvor Covington for første gang ikke lignede en, der hørte til på det her niveau. Derfor blev jeg også interesseret, da han lidt overraskende sagde ja til at træde ind som sen afløser mod Buckley, da Ian Machado Garry blev forfremmet til UFC 310 opgøret mod Shavkat Rakhmonov. Det lignede ikke den meget selektive Covington at tage en kamp mod en meget mindre feteret modstander end ham selv uden et bælte eller ‘bare’ contender status på højkant. Måske var motivationsfaktoren, at han ville bevise noget oven på sin sløje indsats sidste jul?
Det viste sig på ingen måde at være tilfældet. Allerede på hans walk-in var der faresignaler. Covingtons Trump-medfan Hulk Hogan var inviteret med til at stavre ind med det amerikanske flag som en slags stok, og med i hjørnet havde han Chael Sonnen, som jeg ikke kan mindes at have set som sekundant for en UFC-kæmper i nyere tid. Måske er det sket, men i hvert fald hører det til sjældenhederne.
Se også: Den store ‘Colby taler ikke om sig selv’-quiz.
Naturligvis kan der være mange årsager til at Sonnen havde fået tøjlerne, men det skreg i hvert fald ikke langt væk af en velforberedt optakt med nøje udvalgt træner, træningsmiljø og sparringspartnere. Jeg vil ikke forklejne Sonnens forstand på MMA, men når et topnavn som Colby Covington skal i kamp uden at have et etableret team bag sig, så bimler alarmklokkerne her.
Faktisk gjorde de det allerede i fightweek, hvor Covington selv virkede træt i sin fritflyvende missil-rutine. Han mønstrede lidt engagement til det første pressemøde, hvor Jon Jones og LeBron James blev svinet til, men når det kom til Joaquin Buckley, havde han ikke fundet på meget ammunition. Lidt floskler om at trække ham ud på dybt vand, som vi har hørt til hudløshed. Ikke engang til den ceremonielle indvejning kunne ‘Chaos’ svinge sig selv op til en ordentlig face off.
Og da han i nat stod i buret efter stævnelægen havde stoppet kampen, virkede Covington også mere desillusioneret end rigtig ærgerlig over at tabe kampen. Der har vi humlen af det hele. Det er simpelthen svært at få øje på den ambitiøse sportsmand bag alt det teatralske rabalder. Den ærgerrige unge mand fra Oregon, der påkaldte sig en hel nations harme i Brasilien, fordi han var frustreret over ikke at komme nogen vegne med sin klassiske all American atlet-personlighed. Så meget er han mere eller mindre selv kommet til at indrømme i interviews.
Selvfølgelig skal man passe på med psykoanalyserne, når man ikke aner, hvad der går igennem hovedet på Colby Covington. Men for at samle op virkede han for mig uengageret i fightweek, milevidt fra fordums styrke da det gik løs i buret, og mere end noget andet træt, da det hele var forbi. Det må også være opslidende at skulle spille en karakter så længe, hver gang der kommer kamera på, uanset om den afspejler noget af ens reelle personlighed i højere eller mindre grad. Da han kiggede op mod ingenting i Amelie Arena, mens Buckley blev udråbt som vinder, indså han måske også en ting, som jeg i hvert fald føler mig overbevist om, at man kan konkludere:
Hans dage som titelbejler er forbi. Han kunne måske være kommet tilbage efter nederlaget til Edwards og have kæmpet sig til en chance mere med en jætteindsats. Men med et svigefuldt nederlag til nummer ni på ranglisten, er der næppe flere point på kontoen hos UFC’s beslutningstagere. Samtidig er han også ved at løbe tør for rivaler. Dem han har engageret sig i: Usman, Masvidal, Woodley, Edwards etc. har han allerede gjort regnskabet op med.
Og når der hverken er udsigt til at kæmpe om guldet, eller flere store match ups som fansene skriger på, har Colby Covington så noget at fortsætte for? Kan han finde noget, der kan motivere ham til at fortsætte, når pengene og opmærksomheden fremadrettet bliver mindre og mindre? Orker han at genopfinde sig selv én gang til?
Buddet her fra bliver utvetydigt nej.
