Efter Magomed Ankalaevs triumf over Alex Pereira i nat, fremførte MMA-reporter og meningsdanner Ariel Helwani en bekymring på UFC’s vegne.
Han mener slet og ret, at firmaet er i krise, fordi der efterhånden er for mange mestre i de forskellige vægtklasser, der ikke er populære nok og ikke sælger billetter.
Det fik mig til at tænke på denne klumme, som jeg skrev for næsten præcis et år siden. Den er fra før Fighting.dk blev det site, det er i dag, og fra dengang logoet lignede noget fra Quake, læsertallet lå på lige præcis nul og domænet kun fandtes, fordi undertegnede havde lyst til at få en masse kreativt fra hånden om MMA.
Klummen var en top-5 over kæmpere, som UFC ikke ønskede at se som mestre, uanset hvor meget de fortjente at få en titelkamp. Faktisk var jeg ret overbevist om, at de fleste af navnene på listen aldrig ville få muligheden for at vinde bæltet. Jeg tog eklatant fejl.
Nummer fem på listen er Curtis Blaydes. Han er den eneste, jeg stadig er helt overbevist om, at vi aldrig ser i en titelkamp. UFC synes, han er kedelig, og heldigvis for dem, taber ‘Razor’ hver gang, han står lige på tærsklen til titelkampen.
Nummer fire er Movsar Evloev. Ham forsøger UFC fortsat at styre uden om som en teenager, der zigzagger mellem keglerne på glatbanen. Det er blevet til en enkelt kamp for Evloev siden klummen blev til i marts sidste år. Han vandt den over Aljamain Sterling, og kampen var ikke engang på main card ved UFC 310. Et ikke særlig diskret hint til russeren. Nu har Alexander Volkanovski så bebudet, at han vil forsvare mod Evloev, hvis han slår Diego Lopes ved UFC 314. Men lad os nu se om Onkel Dana giver ham lov.
Uanset hvad så slutter pletskudene med Evloev. For nummer et, to og tre på listen har alle erobret bæltet i det forgangne år. Belal Muhammad, Merab Dvalishvili og Magomed Ankalaev.
Den positive historie er Dvalishvili. Jeg er faktisk begyndt at tro på, at UFC har ændret holdning til georgeren. For det første stak de ham jo chancen i main event ved Noche UFC, hvor han sagde mange tak og udraderede Sean O’Malley. Siden forsøgte de at give ham det dårligst mulige match up i form af ubesejrede Umar Nurmagomedov. Måske lidt desperat for Nurmagomedov var næppe heller en champ, der gav ledelsen dollartegn i øjnene. Det fik dog ingen betydning, for heller ikke Khabib i bantamvægt-version kunne matche maskinen Merab.
Dvalishvili er blevet en slags stjerne på sin egen skæve facon. Han har utvivlsomt vundet mange fans det seneste år, og her i weekenden dukkede der en video op af ham og Sean O’Malley, hvor det faktisk så ud til, at også O’Malley er begyndt at synes godt om georgeren, også selv om de begge er enige om, at de ikke har mødt hinanden for sidste gang i buret.
Ligesom med Dvalishvili forsøgte UFC at give Belal Muhammad en modstander, han ikke kan slå. Monsteret Shavkhat Rakmonov var det perfekte cast. Desværre for Dana White, Hunter Campbell og co. blev drejebogen skrevet om af skader. Først til Muhammad, der måtte trække sig fra UFC 310.
I stedet kunne Belal og vi andre se det første lag af magien omkring Shavkat blive skraldet af, da kazakhen for første gang måtte gå tiden ud i en kedelig kamp mod Ian Garry. Nu er det så Shavkat, der er skadet, og i stedet forsvarer Belal Muhammad ved UFC 315 mod Jack Della Maddallena, som trods sin slagstyrke ligner et langt mere favorabelt match up.
Og så er der jo den nye champ Ankalaev. Ikke bare er hans personlighed kedeligere end karse. Ikke bare er han ligeså kommercielt interessant som sløvt sandpapir. Han har oven i købet også fjernet UFC’s lige nu største og mest populære stjerne fra tronen. Prøv selv at se på den storm, der har raset på de sociale medier over dommernes stemmer i nattens main event. Folk taler om det største røveri i nyere UFC-historie. For undertegnede var det helt ukontroversielt, at anden, tredje og fjerde omgang blev givet til Ankalaev.
Men Ankalaev bringer et andet problem med UFC’s mestre på bordet. For hvem skal slå ham? Når Pereira så ukarakteristisk tandløs ud mod russeren, og alle andre er kommet totalt til kort over for ‘Poatan’, så er det svært at få øje på, hvem der skal ‘redde’ UFC fra den knastøre champ.
Og det problem har de ikke kun i letsværvægt. Der er simpelthen for mange vægtklasser, hvor den regerende mester simpelthen er så suveræn, så det næsten er for meget. Alexandre Pantoja har ædt alt modstand i fluevægt og gør nok snart klar til at begynde forfra med en tur mere i manegen med Manel Kape.
Weili Zhang knuste indtil da urørlige Tatiana Suarez, og man skal være stor fan af Virna Jandiroba eller Mackenzie Dern for at tro på, at nogen af de rangerede navne, som Zhang ikke allerede har slået, kan byde den kinesiske dronning op til dans.
Det er også svært at se, hvilken fluevægter, der skal vælte Antonina Shevchenko, og så snart Kayla Harrison får chancen for at tage bæltet fra Julianna Peña i bantamvægt, kan historien meget vel være den samme der.
Heldigvis har vi mellemvægt, der koger, fjervægt der har fået en ordentlig rusketur af Topurias skifte til letvægt, og ja, letvægt som bare bliver ved med at være den mest stjernespækkede vægtklasse og endda har fået nyt blod med både Topuria og Max Holloways ankomst. Og hvis ellers UFC skriver nuller nok på checken får vi også den måske mest efterspurgte kamp i MMA-verdenen mellem Jon Jones og Tom Aspinall i år.
Så stjernekrise er måske for dramatisk et ord at bruge. Men der er ingen tvivl hos mig om, at UFC sjældent har haft så mange titelbærere, som de egentlig helst var fri for.
