Danmarks kampsportsunivers

Mark O. har fået udsat Fear Nothing Tournament-brag på plads

Mark O. Madsen ved Airtox DFC 3.0 i KB Hallen den 26. april. Foto: ADFC

Da Airtox Dominance 4.0 blev afviklet i KB Hallen den 20. september var det kun med tre af de fire planlagte kvartfinalekampe ved den storstilede amatørturnering Fear Nothing Tournament på programmet.

Kampen mellem den tyske mester Lewis Ndzana og østrigske Habibul Dombaev blev nemlig ikke til noget, da Ndzana ikke ville tage nogen chancer, inden han skulle forsvare de tyske farver ved VM i MMA for amatører ugen efter.

Læs også: Mark O. må rykke kvartfinalekamp: Tysk mester ‘tør ikke tage chancen’

Nu kan fightfans dog godt begynde at glæde sig til at se kampen. Den er nemlig blevet annonceret til Airtox Dominance Academy 2.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Så 1. november tørner to af turneringens forhåndsfavoritter sammen i den sidste kvartfinale. Lewis Ndzana besejrede i sin første kamp ved Fear Nothing Tournament dansk-russeren Alexander Potehhin, som blev TKO’et af den tidligere VM-medaljevinder i anden omgang.

Østrigske Habibul Dombaev fra UFC-stjernen Mairbek Taisumovs gym, MT Gym 23, leverede ligeledes en overbevisende præstation, da han besejrede Daniel Lindén fra Fight Pit Herning.

Fear Nothing Tournament er den største amatørturnering nogensinde på dansk grund med 50.000 kroner til vinderen.

Læs også: Mark O. udvider storstilet turnering: “Feltet var for stærkt til at vælge”

Den præmisum kan de danske stortalenter Oliver Petersen (Great Danes Fight Club) og Rida Jawad (Arte Suave) fortsat få fingrene i. De er nemlig begge i semifinalen.

Her skal Oliver Petersen møde den stærke nordmand, Nahid Kartal, mens Rida Jawad møder vinderen af netop Lewis Ndzana og Habibul Dombaevs udsatte kamp.


Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.