I går blev det annonceret, at dansk-albanske Enea Sopa skal i kamp i KB Hallen, når Airtox Dominance 6.0 løber af stablen 6. juni.
Læs også: Jagter tredje knockout-sejr i træk: Rumble Sports-profil klar til Airtox Dominance 6.0
Nu har den danske promotion så i et opslag på Instagram løftet sløret for, hvem Rumble Sports-profilen står over for – og lad os bare slå fast, at det ikke bliver nogen nem kamp for den danske weltervægter.
Enea Sopa skal nemlig møde ukrainske Bohdan Voloshyn, der kommer til København med meritterne i orden.
Forsvarende europamester
Ikke bare har ukraineren en flot amatør-rekordliste på 12 sejre og bare tre nederlag.
Voloshyn er også forsvarende europamester, efter at han i februar sidste år besejrede tyrkiske Sedat Demir i EM-finalen.
Europamesteren skal dog ikke forvente, at Enea Sopa blot bøjer sig i støvet over ukrainerens meritter. Sopa må formodes selv at komme ind til kampen med selvtilliden i orden efter en spektakulær afslutning på 2025.
Først tog Enea Sopa en flot TKO-sejr over Alan Ali ved Airtox Dominance Academy 2.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster.
Læs også: Sopa slukkede lyset på Solevad: “Det var en mega fed følelse”
Bare fire uger senere leverede Enea Sopa en brutal knockout af Benjamin Solevad ved UNITE 10 efter en intens optakt til kampen.



