Danmarks kampsportsunivers

Mark O. Madsen roser dansk titeludfordrer: “Man skal ikke tage fejl – han er benhård”

Mark O. Madsen styrker sin organisation med ansættelsen af den svenske landstræner i MMA. Foto: Airtox Dominance

Joakim Jankovic er en af i alt 12 professionelle kæmpere, der senere i dag skal vejes ind før Airtox Dominance 6.0.

Danskeren skal i morgen aften kæmpe om det første bælte nogensinde i Airtox Dominance-historien – og selvom det er ved at være to og et halvt år siden, at Jankovic sidst var i buret til en MMA-kamp, vil Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen ikke afskrive den 35-årige dansker.

“Man skal ikke tage fejl af Joakim. Han er benhård,” lyder det fra Mark O. Madsen, der mens han selv var aktiv også fulgte med i Jankovics karriere.

“Han er en af dem, jeg selv havde et godt øje til i min karriere. Når man har set hans kampe, så ved man, hvad han er for en kæmper, og at han altid er villig til at gå ind og levere det, der skal til,” siger Mark O. Madsen.

Airtox Dominance-præsidenten har to gange tidligere haft Jankovic på sine oprindelige fightcards – men begge gange er kampene faldet fra hinanden. Derfor er Mark O. glad for, at han nu endelig kan være med til at sørge for, at danske fightfans får set Jankovic i buret på hjemmebane.

“Han er den type fighter, som fortjener at blive set. Hvis man ikke har set Joakim kæmpe før, så kan man godt glæde sig,” lyder det fra Mark O. Madsen.

Mellem Joakim Jankovic og titlen som Airtox Dominance world champ står den ubesejrede portugiser Romario Jaguar – og det bliver alt andet end en nem opgave for danskeren, understreger Mark O. Madsen.

“Jeg har lige mødt ham til WOW (stor portugisisk MMA-event, red.), hvor jeg var kommentator. Han er veltrænet og ser klar ud. Han er virkelig motiveret efter at komme til Danmark og tage titlen.”

‘Jankovic vs. Jaguar’ er både titelkamp og main event, når det i morgen aften går løs i KB Hallen til Airtox Dominance 6.0.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.