Danmarks kampsportsunivers

Terteryan klar til comeback efter knæskade: “Jeg ved, hvad jeg kan”

MMA GALLA-promotor Otto Sparre Knudsen, tv, byder Marsel Terteryan velkommen til MMA GALLA. Foto: MMA GALLA

Det er mere end et år siden, at Marsel Terteryan sidst var i kamp.

Men efter en slem knæskade har holdt ham på sidelinjen anden halvdel af 2025, er den ubesejrede Great Danes-fighter nu endelig klar til et comeback i buret.

Og den 30-årige pro-fighter glæder sig.

“Det bliver så godt at være tilbage,” fortæller Marsel Terteryan til Fighting.dk.

Terteryan træner til dagligt i Great Danes Fight Club i Odense – samme by, der huser MMA GALLA vol. 31, hvor Terteryan får sin comebackkamp.

Første kamp for MMA GALLA
“Odense er en slags hjemmebane, og min klub er lokaliseret i Odense. Det er nemmere at få alle mine venner, bekendte osv til Odense. De har nu altid været loyale selvom det var København, men nu bliver det bare nemmere for dem,” siger Terteryan om udsigten til at skulle kæmpe på hjemmebane.

I sine hidtidige tre kampe som professionel har Marsel Terteryan kæmpet i KB Hallen i København – og for Airtox Dominancen.

Dermed bliver det ikke bare nyt at kæmpe i Odense. Også en kamp i MMA GALLA-regi bliver en ny oplevelse for den danske profil med de armenske rødder.

“Jeg glæder mig til at se, hvordan det er at kæmpe under MMA GALLA. Jeg kan ikke vente. Jeg ved hvad jeg kan – og det er det, jeg skal vise,” lyder det fra Marsel Terteryan (3-0), der i sin første kamp for MMA GALLA møder franske Elias Koudourli (1-2).

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.