I sin professionelle debutkamp skulle den danske MMA-fighter Fouad Sandbeck kun bruge godt to minutter på at stoppe sin ukrainske modstander Alexander Krupenkin.
Om fem uger skal Fouad Sandbeck så følge op på den imponerende debutsejr, når MMA GALLA vol. 31 rammer Sydbank Arena i Odense.
Læs også: Efter lynsejr i Brøndby: Sandbeck har datoen for anden pro-kamp på plads
Her har Fouad Sandbeck netop fået sin modstander på plads.
Der bliver tale om den 31-årige tysker Ahmad Abbas, der har irakiske rødder.
Tre aflyste kampe i træk
Tyskerens rekordliste hedder tre kampe, én sejr, én uafgjort og et nederlag og erfaringsmæssigt matcher han dermed Fouad Sandbeck noget bedre end Alexander Krupenkin, som gik ind til Renegade MMA-kæmperens debutkamp med hele 48 pro-kampe bag sig.
Ahmad Abbas’ seneste kamp er ifølge Tapology tilbage fra marts 2024, hvor tysk-irakeren led karrierens første pro-nederlag.
Siden har Abbas haft tre planlagte kampe, som dog alle er blevet aflyst.
Hvis kampen mod Fouad Sandbeck bliver til noget, så finder den sted ved MMA GALLA vol. 31 som én af i alt seks forventede pro-kampe.
Det hele går løs den 9. maj i Sydbank Arena i Odense.



