Det danske MMA-landshold fik en forrygende start på årets europamesterskaber, da den blot 17-årige Casandra Jeppesen søndag eftermiddag sikrede sig en flot bronzemedalje i U18-rækken.
Nu skal de danske seniorkæmpere forsøge at følge op på det flotte resultat, når de de kommende dage skal i aktion ved EM i MMA, der afholdes i den serbiske hovedstad Beograd.
Allerede senere i dag sender landstræner Milan Silva den første landsholdsatlet på seniorsiden i buret. Det er Arte Suave-kæmperen Mathis Damgaard, der kæmper i supersværvægt og skal forsvare de danske farver.
Og lad det være sagt med det samme: Den danske sværvægter skal kæmpe op til sit bedste, for han har fået en på papiret alt andet end nem modstander i første runde.
Her venter engelske Muhamed Al-Mahi, der har vundet alle sine hidtidige fire kampe og altså går ind til EM-turneringen som ubesejret.
Kampen er planlagt til klokken 15.12, og Fighting.dk følger selvfølgelig op med både resultat og reaktion fra den danske lejr senere i dag.



