Oliver Petersen fik et resultatmæssigt perfekt comeback i buret ved MMA GALLA vol. 31 lørdag aften.
Det 19-årige stortalent stoppede sin franske modstander Adam Onifadé på submission i tredje runde, men alligevel var Great Danes-kæmperen ikke helt tilfreds med sin egen præstation.
“Det var fedt at være tilbage, men jeg kunne godt mærke, det var lidt tid siden. Jeg fik ikke rigtig smidt mine ting, som jeg ville og kom ikke ordentlig i gang,” siger Oliver Petersen til Fighting.dk.
Danskeren anerkender dog også, at Adam Onifadé bestemt ikke var uden evner i buret.
“Han var helt sikkert ikke nogen nem modstander,” lyder det.
Ude med skader siden september
Oliver Petersen var sidst i buret ved VM i MMA i slutningen af september måned sidste år. Siden har først en knæskade og efterfølgende en stafylokok-infektion i skinnebenet holdt danskeren ude.
Men efter kampen i Odense er Oliver Petersen ikke i tvivl om, at han på vej tilbage mod storformen. Det lover godt, for den 6. juni står den 19-årige dansker til at møde Burnell MMA-profilen Louis Thastum ved Airtox Dominance 6.0.
Inden kampen mellem Petersen og Onifadé undrede netop Thastum sig over kampen, som han kaldte for ‘en dum beslutning’.
Læs også: Louis Thastum undrer sig over Oliver Petersen-kamp: “Synes det er en dum beslutning”
Oliver Petersen har selv afvist kritikken om, at kampene lå for tæt – og nu hvor Onifadé er besejret, erklærer Great Danes-profilen sig fit for fight til kampen i KB Hallen.
“Jeg er helt klar til den 6. juni,” fastslår Oliver Petersen.


