Danmarks kampsportsunivers

Renegade-kæmper får comeback – møder dobbelt verdensmester

Otte kampe skal være på plads og annonceret til Fear Nothing Tournament, inden turneringen officielt indledes, når ADFC Academy indtager Guldboxen i Nykøbing Falster den 30. august.

Derfor sprøjter Mark O. Madsen og holdet bag Airtox DFC lige nu kampe ud – og nu er endnu en så kommet på plads.

Læs også: Ubesejret CSA-kæmper møder svensker med fem nederlag i træk

Udsigten til en plads i turneringen med de 50.000 kroner har fået Renegade MMA-kæmperen Morten Hedesgaard til at melde sig klar under ADFC-fanerne, og den 31-årige fighter skal således i kamp for første gang i næsten to år.

Tabte til stortalent
Hedesgaard var senest i buret ved MMA GALLA vol. 16 kamp i november 2023, hvor den i dag 31-årige Renegade-kæmper tabte på point til fremadstormende Sigurd Rømer fra Great Danes Fight Club.

Ifølge Tapology var det Hedesgaards sjette optræden i et MMA-buret, hvor han står noteret for fire sejre og to nederlag.

Vi må ikke håbe, at Morten Hedesgaard har alt for meget ringrust, der skal bankes af i Guldboxen, for danskeren får en særdeles kompetent modstander.

Læs også: Skal kæmpe om 50.000 kroner – Herning-fighter får plads i Fear Nothing Tournament

Det unge stjerneskud Igor Kutsyn venter nemlig på Hedesgaard – og Kutsyn er ikke hvem som helst. Ukraineren, der kæmper med base fra Tjekkiet, har nemlig været verdensmester af to omgange under Global Association of Mixed Martials Arts (GAMMA).

Dermed er de første fem kampe nu på plads til første runde af Fear Nothing Tournament. Få det foreløbige overblik herunder, hvor de danske fightere er markeret med fed.

  • Morten Hedesgaard (Renegade MMA) vs Ihor Kutzyn (Tjekkiet)
  • Anzor Ediev (CSA) vs Valentino Kovac (Sverige)
  • Daniel Lindén (Fight Pit Herning) vs Habibul Dombaev (Østrig)
  • Amin Ebiev (Fight Team Kolding) vs Birk Lund (Norge)
  • Oliver Petersen (Great Danes FC) vs Rami Omar (Sverige)

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.