Fire rene danske brag er på programmet, når det går løs ved MMA GALLA vol. 29 i Forum Kolding lørdag aften.
Blandt andet skal hjemmebanekæmperen Daniel Lindén (2-4) fra Fight Team Kolding i aktion i en ganske interessant kamp mod københavnske Arny Akim (6-5) fra Renegade MMA.
Læs også: It’s Fight Week: Lørdag venter årets første MMA GALLA med danske brag og hypet titelkamp
Det er en kamp, der har fået plads på MMA GALLAs main card – og Lindén er ifølge sig selv fuldstændig klar til at vise hjemmepublikummet, at han er så god som aldrig før.
“Tilskuerne skal glæde sig til at se mig frisk. Der er ingen skader, sygdom eller skulder, der hopper ud og ind af led. Jeg har haft en camp med en masse aktive, sultne kæmpere og intern konkurrence, og derfor kan jeg gå ind og performe, som jeg skal,” lyder det fra Daniel Lindén, der sidste år skiftede til Fight Team Kolding efter tidligere at have kæmpet for Fight Pit Herning.
“Ved jeg kan slå ham ud”
Modstanderen, som den 29-årige dansker skal i buret mod, er den otte år yngre Arny Akim, der med 11 amatørkampe på CV’et har masser af erfaring at trække på.
“Jeg ved, at Arny godt kan lide at bruge sin reach, og jeg kan godt lide at være i infight. På trods af at jeg ikke har knockoutet nogen i kamp endnu, så ved jeg, at jeg har power nok til at slå ham ud. Og jeg ved, at min brydning er på plads – den har aldrig været tungere, mere teknisk og mere eksplosiv. Så om det er stående eller på jorden, så er kampen, hvor jeg beslutter, den skal være,” lyder det selvsikkert fra Lindén.
Læs også: Mads Juul Andersen jagter første sejr: “Har været en drengedrøm siden jeg var knægt”
Han har tidligere i sin karriere flere gange været involveret i Fight of the Night-værdige kampe. Blandt mange bangers husker de fleste nok hans tre-runders krig mod Daniel From i Nakskov tilbage i 2024.
Lindén vil ikke kalde sig selv en brawler-type, men konstaterer stilfærdigt:
“Jeg er en all-rounder, der bare godt kan lide at bokse.”
Skal vende stime af nederlag
Daniel Lindén tog sin første MMA-kamp for lidt mere end tre år siden. Dengang besejrede han Arte Suaves Oskar Vind ved MMA GALLA vol. 11 – en sejr, der blev fulgt op med endnu én to måneder senere.
Siden har Lindén lidt en række nederlag, men lørdag aften er han opsat på at komme tilbage på sejrssporet.
“At tage sejren vil betyde, at jeg er tættere på at realisere mine mål og milepæle. Det er hele mit drive, og det er det, jeg skal ind og vise – mens jeg nyder det hele og har det sjovt,” siger Lindén.
Daniel Lindén og Arny Akim mødes i den anden kamp på main card ved MMA GALLA vol. 29.
Det hele går løs lørdag aften fra klokken cirka 18.30 i et totalt udsolgt Forum Kolding.



