Net uden at være prangende. Det var den fornemmelse man sad med, da det endelige line up til UFC Vegas 97: Burns vs. Brady blev annonceret. Et stævne hvis kalorier i høj grad lå i hovedkampen mellem Gilbert Burns og Sean Brady, en kamp da der også var aftenens klart mest interessante, men resten af kortet leverede udmærket underholdning alligevel.
Det vigtigste først: Gilbert Burns skulle bevise, at han stadig har hvad der skal til for at blande sig i titelkampen, og Brady skulle fjerne enhver tvivl om, at han er klar til at gøre det samme. Den enes mission lykkedes, for Brady leverede en knivskarp præstation og dominerede Burns fra Herb Dean satte kampen igang og til hornet lød for femte og sidste gang. Bevares, Burns havde sine momenter undervejs. Et par tunge overhands og et flot flyvende knæ, der med en my mere præcision kunne have gjort alting anderledes. Men derudover viste ‘Durinho’ mest sin fremragende evne til at undgå takedowns. Af offensivt output var der ikke nær nok til at matche Bradys insisterende pres. Nogle – undertegnede inklusiv – havde forventet at se Burns være stærkest i boksekampene i kampen, men det var Brady, der dikterede så godt som alt, hvad der foregik på fødderne. Philly-fighteren med det farverige kropslærred leverede sin måske mest overbevisende indsats i UFC-regi, og vandt fortjent alle omgange på to af tre dommersedler. Jeg må have haft travlt med at mindes ‘Mighty Mouse’ i den omgang, som den sidste af dommerne så gå til Gilbert Burns.
Begge spørgsmålene oven for blev besvaret i main eventet. Gilbert Burns er færdig med at præge titelbilledet. ‘Durinho’ har leveret mange forrygende øjeblikke i buret, og han kan sagtens have et par stykker mere i sig. Men det giver ikke længere mening at tale om en titelkamp for brasilianeren. Feltet af de allerbedste weltervægtere har sat ham af. Brady sidder til gengæld med på hjul, og jeg synes hans call out af Ian Garry er en aldeles glimrende idé. Om deres fælles manager så også synes, det er en fed idé, er nok mere tvivlsomt.
I co-main event så vi en anden yngre kraft melde sig som titelkandidat. Natália Silva var på forhånd større favorit mod Jessica Andrade, end hvad der virkede rimeligt over for ‘Bate Estaca’. Men som kampen skred frem, viste bookmakernes vurdering sig at være spot on. Silva var hurtigere, skarpere og kort sagt bedre end Andrade på alle andre parametre end slagstyrke. Hun åd et par drøje træffere fra ‘Rambukken’ undervejs, men var på intet tidspunkt rigtigt i fare. Silvas inspirerede præstation kom bare fire måneder efter, at hun mistede sin storesøster, og hun lignede en, der kæmpede med et større formål hele vejen. Sejren over den tidligere strawweight-champ og flyweight-titeludfordrer var et stærkt statement af den 27-årige Silva, som nu har vundet 12 kampe i streg og halvdelen af dem under UFC’s banner. Der skal dog nok stadig 2-3 sejre til, før hun får den titelkamp, som hun snakkede om i vinderinterviewet. Manon Fiorot, Rose Namajunas, Maycee Barber og Erin Blanchfield må alle p.t. stå foran brasilianeren, men en kamp mod en af de to sidstnævnte kunne være oplagt som næste trappetrin for Natália Silva.
Kontroverser var der også i The Apex ovenpå kampen mellem Steve Garcia og Kyle Nelson, der varede knap fire tumultariske minutter. Garcia kvajede sig i åbningen og kunne mod en stærkere grappler være endt i en ydmygende lyn-submission, men i stedet fik sluggeren fra Albuquerque på imponerende vis vendt slaget og scorede sin femte knockout-sejr på stribe. Imponerende af Garcia, der virkelig har momentum, men der var et lille twist. Undervejs hamrede han en skarp albue i baghovedet på Kyle Nelson, der kunne fremvise en heftig bule som bevis. Der kan godt ligge en klagesag og vente fra Nelsons side. Omvendt kan det også være, han får for travlt med forretningen på den nye farm, som UFC var så venlige at gøre stærk reklame for under Nelsons walk-in. For en organisation, der ikke altid har ry for at tage sig godt af sine kæmpere, var det meget sympatisk at give canadieren det udstillingsvindue – også selv om det fik et lidt tragikomisk skær, efter han ikke kunne ramme vægten fredag.
I den lidt mere sørgmodige afdeling bød det 106. event i The Apex også på farvel til en af de lidt oversete krigere i UFC. En følelsesladet Matt Schnell smed handskerne på kanvassen efter, at han blev stoppet for fjerde gang på fem kampe. Selv om Schnells kampe stort set altid har været solid underholdning, så må man respektere, at han trækker stikket fremfor at ende som en anden Sam Alvey. Schnells farvel blev ikke det, han fortjente. Efter en fin første omgang med masser af gode træffere, skød han alt for forudsigeligt ind på Cody Durden tidligt i anden, og når man efterfølgende bliver liggende på alle fire med halsen blottet, bliver man straffet på det her niveau. Denne gang med et anaconda choke fra Durden, der blot havde haft fire dages forberedelse til kampen. Dybt skuffende for Schnell, der forlod arenaen i tårer. Heldigvis lader det til, at MMA-fansene online hellere vil mindes ham for det ufattelige comeback mod Sumudaerji for to år siden. Et langt mere fortjent sortie for ‘The Danger’.
