Danmarks kampsportsunivers

Tegllund roser Cecilie Kølle efter sparring: “Hun minder meget om min kommende modstander”

Mathilde Tegllund, th, har haft god nytte af at sparre med Cecilie Kølle. Foto: Privat

Danmarks eneste kvindelige pro-kæmper Mathilde Tegllund har fået en prominent placering på fightcardet, når det går løs ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen.

Den 22-årige Renegade MMA-profil skal nemlig kæmpe co-main event, når hun møder spanske Paula Sanchez.

Læs også: Tegllund får co-main event i Brøndby – nu skylder holdkammerat kebab

Det er en modstander, som Tegllund forbereder sig ret specifikt til, og til det formål har hun ved flere lejligheder sparret med en anden kvindelig MMA-profil herhjemme — nemlig Cecilie Kølle fra Great Danes Fight Club.

“Det har været vildt fedt at sparre med Cecilie. Hun minder meget i stil om min kommende modstander, og så er hun virkelig en dygtig bokser og har også gjort det rigtigt godt som MMA-kæmper,” siger Mathilde Tegllund.

Holdkammerat fik idéen
Hun fortæller, at det faktisk var efter en løs snak med Great Danes-profilen Sigurd Rømer ved MMA GALLA i Kolding den 28. februar, at idéen om at sparre med Cecilie Kølle opstod.

“Vi nåede at træne sammen to gange, inden jeg for alvor skal fokusere på ikke at komme til skade inden min kamp,” lyder det fra Tegllund.

Læs også: MMA GALLA: Tegllunds vilde pro-debut blev ‘Fight of the Year’

Som en af relativt få kvindelige kæmpere herhjemme glæder hun sig over, at hun ikke kun har skullet forberede sig til sin kommende kamp ved at sparre med mænd.

“Det er rigtig fedt, at der kommer flere dygtige kvinder til. Jeg synes lidt, der har været en tendens til at skabe splid og være nedladende i stedet for at hjælpe hinanden. Det, synes jeg, er ærgerligt, når vi ikke er flere kvinder i sporten,” mener Mathilde Tegllund.

Det er ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen den 28. marts, at Mathilde Tegllund kæmper co-main event mod spanske Paula Sanchez.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.