Danmarks kampsportsunivers

Tordenvejr forsinker UFC’s historisk White House-event

Vejret driller, når UFC i nat dansk tid skal afvikle sit historiske event på den sydlige plæne ved Det Hvide Hus.

Starten på UFC Freedom 250 er nemlig blevet skubbet en time på grund af tordenvejr, der trækker ind over området.

Det oplyser UFC i et opslag på de sociale medier.

Det betyder, at aftenens første kamp mellem Diego Lopes og Steve Garcia nu først går i gang omkring klokken 03.00 natten til mandag dansk tid.

Læs også: Historisk event venter i nat: Få optakt og spilforslag til UFC White House

Vejret har været det helt store samtaleemne op til eventet, hvor både regn, kraftig vind og tordenvejr har været i spil. UFC har en meteorolog på stedet, og ifølge promotionens sikkerhedsprotokol vil ethvert lynnedslag inden for en radius af knap 13 kilometer fra Det Hvide Hus udløse en automatisk pause på 30 minutter, hvor alle involverede føres indendørs.

UFC-bossen Dana White har dog hele vejen igennem slået fast, at kun én ting kan forsinke showet. Regn, blæst og insekter kan eventet køre videre trods, men lyn er den eneste faktor, der ifølge White for alvor kan spænde ben for afviklingen.

UFC Freedom 250 har titelkampen i letvægt mellem Ilia Topuria og Justin Gaethje som main event.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.