Victor Georgsen er ikke længere assisterende landstræner for det danske MMA-landshold.
Det fremgår af et opslag, der er publiceret på det danske MMA-landsholds Facebook-side.
– Vores assisterende landstræner Victor Georgsen har desværre valgt at fratræde sin trænerstilling for MMA-landsholdet, lyder det i meddelelsen, hvori Georgsen bliver rost for sin store indsats for MMA-landsholdet.
– Vi har været enormt glade for at have Victor i trænerstaben, og hans enorme viden om MMA-striking har har været utroligt givtigt for vores dygtige landsholdsatleter, står der.
Fokuserer på sin klub
Victor Georgsen har fremover valgt at dedikere sin tid til sit virke som klubtræner. Ud over rollen som assisterende landstræner har Georgsen også fungeret som MMA-headcoach i Herlev-baserede Buddha Fight Academy.
Det danske MMA-landshold var senest i action ved EM i februar i år i Serbien. Ved den lejlighed var Great Danes-kæmperen Oliver Petersen eneste rød-hvide repræsentant, og det blev til en enkelt sejr og en generelt god oplevelse.
Læs også: Oliver Petersen efter EM-exit: Vil råde alle kæmpere til at gøre det
Om der kommer en afløser for Victor Georgsen fremgår ikke af meddelelsen, men da landsholdet var afsted til EM var UFC-legenden Martin Kampmann med som supplerende træner.
Victor Georgsen har selv en fortid som pro-kæmper og i et årti levede og trænede han i Asien, hvorfra han også både kæmpede og underviste.