For en uge siden annoncerede MMA GALLA, at man havde lavet en aftale med den danske fjervægter Prince Avanu. Århusianeren har tidligere kæmpet for MMA GALLA, så i sig selv ville den historie ikke være opsigtsvækkende.
Der er bare lige den krølle, at Avanu to dage inden havde erobret fjervægtstitlen – bare ikke hos MMA GALLA, men hos konkurrenten UNITE, der havde lanceret bæltet som deres første MMA-titel ved forrige lørdags stævne i Århus.
Læs også: Ny UNITE-champ skriver kontrakt med MMA GALLA
Op til stævnet havde UNITE-promotor Steffen Weise fortalt Fighting.dk, at man barslede med at arrangere kampe for Prince Avanu både i ind- og udlandet, hvis han vandt titlen. Derfor kom nyheden også noget bag på matchmakeren, da han blev opmærksom på den.
”Jamen det blev jeg vel samtidig med alle jer andre. Der blev jeg lidt overrasket,” siger Steffen Weise til Fighting.dk.

Der var ingen kontrakt på yderligere kampe efter sejren over Ilaz Zabelaj, så Prince Avanu var fri til at skifte spor. Steffen Weise betragter situationen som en “lesson learned“.
Læs også: MMA GALLA om aftale med UNITE-champ: Skrev under for flere måneder siden
”Vi er måske nogle gange lidt for gammeldags og tror, at et godt gammeldags håndtryk og en mundtlig aftale bliver taget for gode varer. For et år siden lovede jeg Prince, at der skulle være en titelkamp i år. Når vi har talt sammen, har vi snakket om, at hvis han vandt den her titel, ville han ryge under UNITE-regi, og så skulle vi gøre alt, hvad vi overhovedet kunne for at give ham en fed karriere både i udlandet og ved UNITE-stævner,” siger Weise.
Beholder bæltet – for nu
Efterfølgende har Steffen Weise selv talt med Prince Avanu og fået fighterens syn på aftalen hos konkurrenten.
”Jeg har haft en snak med Prince om, at det her troede jeg, vi havde en aftale om. Det var han meget ked af. Han havde egentlig bare tænkt, at han ville have nogle kampe. Det kan jeg sådan set også godt forstå, men man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, og som voksen mand må man tage ansvar for sine beslutninger,” siger Steffen Weise og udlægger teksten sådan her:
”Det der sker fra UNITEs side er, at så længe han er under MMA GALLA, så kommer vi ikke til at lægge noget energi i ham. Det var han ret ked af, for han havde egentlig set frem til at skulle ud i verdenen og lave ting med os. Men jeg får altså ikke igennem hjemme hos min kæreste, at jeg også skal have en anden kæreste.”
Læs også: UNITE-promotor om ubesejret titelbejler: Har ikke mødt den modstand han får lørdag

UNITE-promotoren fortæller dog også, at Prince Avanu for nuværende bevarer sin status som titelindehaver. Det kan dog hurtigt ændre sig.
”Han er stadig vores champ, men vi har gjort klart for ham, at hvis han taber på dansk grund i en anden organisation end UNITE, så trækker han vores navn ned, for så har vores champ lige pludselig tabt i en anden dansk promotion, som jeg ikke ser større end UNITE. Taber han en kamp hos MMA GALLA, så bliver han strippet for titlen.”
Skal være toppen af poppen
Umiddelbart kan det overraske, at en fighter, som skriver kontrakt med en anden promotion, kan beholde sit bælte, men det skal ses i lyset af den måde, man har skruet organisationen samme hos UNITE, der også har muay thai og K1-mestre, der kan få dispensation til at dyste om titler andre steder.
Læs også: Quiz: Danskerne og deres titler
”Med vores andre champs har vi helt klare aftaler omkring, hvordan man forholder sig. Det har vi både med Frederik Fenger og Frederik Winter. Det er individuelle aftaler, hvor vi giver grønt lys til nogle ting.
Frederik Winter kæmper f.eks. her i weekenden for Siam Warriors (dansk muay thai-stævne, red.), og det blev aftalt, allerede da vi indgik kontrakten, at hvis hans klub lavede et stævne, og han kæmpede i en titelkamp, så kunne vi forsvare stadig at have ham som champ i tilfælde af nederlag.

Læs også: Janus Olsen begrunder ‘skifte’ til mellemvægt
Nu er det en ISKA VM-titel Frederik kæmper om, og helt deroppe er det toppen af poppen, man møder. Det er ikke en eller anden nobody, der er fløjet ind, og derfor kan vi godt forsvare, at han stadig er champ hos os,” begrunder Steffen Weise.
”Bliver der lavet en kamp mellem Prince og en eller anden tysker eller svensker i MMA GALLA, så bringer det jo vores organisation i ned, hvis han går hen og får et nederlag, får så er vores champ ikke så stærk igen.”
Skuffet over manglende melding
Sidste år da MMA GALLA meldte ud, at man ville holde shows i Brøndby Hallen i 2025, blev det mødt med kritik fra Weises UNITE-kompagnon Brian Talarek. At MMA GALLA har skrevet kontrakt med Prince Avanu, er der dog ingen sure miner over fra Steffen Weise.
”Vi kan godt forstå, at en anden organisation i Danmark er ude efter Prince, især når han er vores champ. Så fejlen ligger helt sikkert hos Prince. At MMA GALLA har været ude med snøren vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Man fisker jo, og nogle fisk bider på, og andre siger, at den krog der er slet ikke god nok til mig,” siger Weise.
Læs også: Tror vi på McGregor kommer til Odense? Se vores for og imod-liste
Til gengæld er han ikke tilfreds med, at Avanu skrev under på aftalen for over to måneder siden, mens der var lagt planer for titelkampen hos UNITE
”Jeg havde måske håbet, at han lige havde grebet knoglen og sagt: ”Jeg er blevet tilbudt det her, kan I tilbyde mig noget?” Og havde vi så sagt nej, så ville jeg godt kunne forstå, at han valgte at sikre sig nogle kampe. Men vi havde allerede gjort scenariet klar for, at han skulle have kampe herhjemme og i udlandet, og var klar til at trykke på speederen med Prince,” siger Steffen Weise og tilføjer:
”Hele mit ønske med UNITE er, at jeg gerne vil skabe nogle karrierer for fighterne. Nogle fede minder, rejser ud i verden og kampe ved store stævner. Så når den plan, jeg havde lagt sammen med Prince, ikke blev overholdt fra hans side, så blev jeg sgu lidt skuffet.”
Læs også: Danmarks hemmelige Powerslap’er: ‘Man skal være lidt afbrændt’
Promotoren lukker altså ikke døren for, at Prince Avanu kan forsvare sin titel hos UNITE, når hans aftale med MMA GALLA er ude af verdenen, men det kræver en ren rekordliste.
”Jeg bliver ikke direkte sur, og vi har også bare sagt, at hvad der sker i fremtiden, det må vi se på, men får du et nederlag hos en anden dansk promotion, der som vi ser det er et trin ned ad stigen i forhold til UNITE, så bliver du strippet for titlen dagen efter,” understreger Steffen Weise.