For nogle uger siden fortalte Jonas Troest til Fighting.dk, at han havde udskudt sit annoncerede skifte til bantamvægt for at få en revanchekamp, som han var meget opsat på til MMA GALLAs første stævne i Brøndby Hallen 1. marts.
I dag offentliggjorde MMA GALLA så, at det er tyske Zemaray Afzali, som Troest vil have hævn over. De to fjervægtere mødtes i april ved MMA GALLA vol. 16 i en hektisk kamp, som Jonas Troest havde godt fat i, indtil han i anden omgang blev fanget i et choke og måtte klappe ud.
Læs også: Jonas Troest bliver i fjervægt lidt endnu – vil gøre et regnskab op
Siden har Afzali – som også har en sejr over Oskar Lang – været i Danmark engang mere for at duellere med Frederik Skov Strauss, som dog sendte tyskeren hjem med sit eget submission-nederlag.
Rødt og kaotisk
Direkte adspurgt, om han vil gribe revanchekampen anderledes an end det første møde med Zemaray Afzali, lægger Jonas Troest ikke kortene på bordet. Og så alligevel.
”Det må I jo vente med at se til den 1. marts, men den bliver i hvert fald rød og kaotisk,” lyder svaret, og med mindre Rumble-kæmperens svar refererer til farven på handskerne, er det ikke svært at tolke den metafor.
Læs også: Fem kampe vi gerne vil se på dansk grund i 2025
Selv om det gik galt, da de mødtes i Glostrup, er Jonas Troest fuld af tro på, at han kan få oprejsning mod sit tyske nemesis i Brøndby Hallen.
“Jeg ved, at jeg er bedre end ham, og selv om resultatet i den første kamp ikke viste det, så vil jeg mene, at resten af kampen gjorde,” fastslår Jonas Troest.
Læs også: Iskold luft i toppen af dansk MMA: Jeg skal aldrig have noget med dem at gøre
Foreløbig ser kortet til MMA GALLA vol. 23 sådan her ud i tilfældig rækkefølge:
Jonas Troest vs. Zemaray Afzali – fjervægt
Oskar Lang vs. Luna Jashari Frantzen – fjervægt
Janus Olsen vs. Andrian Murug – weltervægt
Oliver Vorm vs. Rene Santos – letvægt
Mikkel Hennings vs. TBA
Frederik Skov Strauss vs. TBA