Hvordan skal en taber egentlig se ud? Den tanke var slående, som Khalil Rountree stod der midt i buret efter sit første main event og endda titelkamp ved UFC 307. Et brutalt nederlag rigere. Blødende fra flere steder i ansigtet. Dybe flænger som hans cutman kæmpede forgæves for at lappe. Men den sympatiske amerikaner smilede med en inderlighed, så uindviede næppe ville tro på, at han lige havde tabt sit livs kamp. En kamp af en kaliber han sandsynligvis ikke kommer til at opleve igen.
Der var på forhånd meget tvivl om, hvilken karakter ‘The Warhorse’ egentlig var gjort af. En skræmt hoppe der ikke havde psyken til de store kampe? En slidt gammel krikke der aldrig ville kunne følge med klassens bedste? Begge del viste sig at være en fejlvurdering. Rountree viste både mandsmod, mental styrke og en nærmest stædig udholdenhed, som selv den sejeste bryggerhest ville have beundret. Han havde besluttet sig for at give alt, da han fik chancen, og da han stod der efter kampen og tog tilskuernes hyldest i Delta Center ind, lignede han en mand, der var tilfreds. Tilfreds med at have ydet alt. Mange aftener havde det været nok til at erobre titlen, men mod den mest frygtindgydende kæmper i hele UFC lige nu, var det ikke nok.
Alex Pereira så mærket ud efter begge de to første omgange. Brasilianerens notoriske aura led et knæk lige der. Men ‘Poatan’ kan så sandelig også grave dybt, og da det ikke lykkedes at knockoute Rountree ligeså hurtigt som alle de andre, måtte der en mere metodisk stil til. Da Pereira fik etableret sit venstrejab åbnede vejen til sejr sig. Han sled simpelthen sin modstander ned, og i takt med, at Rountrees offensiv forsvandt bid for bid, steg Pereiras output bare mere og mere. Kort inden knockouten viste UFC statistikken for significant strikes, og her lå den forsvarende mester på dobbelt så mange som sin udfordrer.
Der har været mange kritiske ryster mod Rountrees plads i titelkampen. Affejning af hans fem sejre lange stime. Hån af hans tidligere nederlag til langt mindre kompetente modstandere. Klynk fra Pereiras tidligere udfordrere, der heller ikke havde noget til overs for krigshesten. Værst af alle Jamahal Hill, der selv kom til kort efter én hård træffer fra Pereira, og alligevel teede sig så tåbeligt her på kamera efter kampen:
Nu bliver det spændende, hvad fremtiden byder på. Ikke så meget for Alex Pereira, for hvis Magomed Ankalaev vinder i Abu Dhabi den 26. oktober, har Dana White allerede erkendt, at der ikke er flere veje uden om russeren. Hvor lidt UFC-bossen end ønsker sig den tørre træmand og kommercielle nulbon fra Makhachkala som mester. Det er naturligvis ingenlunde givet, at Ankalaev slår Pereira. Men det er kedeligt for UFC at skulle løbe risikoen, og som en særdeles kompetent grappler bringer han en trussel med til festen, som Alex Pereira ikke har skulle håndtere på samme måde siden sin ankomst til den største af alle scener i MMA. ‘Poatan’ taler jo sådan set heller ikke engelsk, men med sin kolossale karisma og kontante kampstil har han vundet masser af hjerter alligevel. Var man i tvivl om dét, så forsvandt den, da nærmest hele Delta Center skreg øredøvende tilbage på champens obligatoriske walk-in brøl.
Næh, de uforudsigelige fremtidsudsigter ligger nok i højere grad hos Rountree. Der venter helt sikkert en stor kamp på ham som nylig titelbejlere – når hans ansigt engang bliver sig selv igen. Men hører han til i eliten nu? Eller var den frygtløse præstation mod Pereira et produkt af hele opbygningen til det her karriere-klimaks? Kan Rountree hænge med de tunge drenge, eller skal han tilbage til at veksle mellem sejre og nederlag, som i de første mange år af hans UFC-karriere? Kan han blive ligeså inspireret én gang til, som han var i nat?
Personligt ser jeg gerne, at de sætter den aflyste kamp mod Jamahal Hill op igen. Så får vi se, hvem der smiler, og hvem der skaber sig, når den er forbi.
Strøtanker om resten af UFC 307
Tillykke til Julianna Peña med sejren og generobringen af bantamvægtstitlen. I ONE, hvor kampe vurderes som helhed fremfor omgang for omgang, ville hun ikke have vundet. Og hun vandt ikke mere begejstring hos undertegnede med sit fjollede opråb til Amanda Nunes. Løvinden har forladt buret, og hun har absolut intet at bevise mod Peña, som blev gennembanket noget så eftertrykkeligt i deres rematch. Peña kan godt begynde at brainstorme på taktikken mod Kayla Harrison, hvor det umiddelbart vil være en rigtig dårlig idé at tage kampen på gulvet.
Apropos Harrison, så fik vi i nat endnu et bevis for, at der bare er koldere på toppen i UFC end hos PFL og alle de andre. Harrison fik virkelig lov at slide for sejren mod Ketlen Vieira, og det lod til at gøre stort indtryk på den dobbelte olympiske guldvinder. Hun påpegede i hvert fald et par gange, at hun aldrig før har blødt i et MMA-bur. Måske er det ikke så givet, at hun bliver den nye dronning af bantamvægt, som nogle af os regnede med.
Og for at blive ved de royale titler, eller i hvert fald symboler, så gjorde det lidt ondt at se Jose Aldo tage kongekronen af og synke sammen i et hjørne efter dommersedlerne fra hans kamp mod Mario Bautista blev læst op. Aldo blev båret rundt på skuldrende af en af sine trænere efter kampen og virkede totalt overbevist om sin sejr. Det viste sig at være en gevaldig hybris, for Bautista havde overvægt af kontroltid op ad buret i kampen, og set her fra var dommernes afgørelse ikke specielt overraskende. Så kan man sagtens mene, at 10 takedownforsøg, som alle bliver stoppet og ikke medfører nogen form for skade på modstanderen, ikke bør tælle for ret meget. Men mange dommere belønner clinch og takedowns uden udbytte. Vi så det i Nicolas Dalbys kamp mod RInat Fakhretdinov, og vi så det igen i aften. Synd og skam for Aldo, der ikke burde have et så beskedent navn stående under nederlag på sin rekordliste. Og også synd for Bautista, der blev buhet ud af arenaen efter sin karrieres største sejr.
Sådan kan en vinder også ligne en taber.