Danmarks kampsportsunivers

UFC-stjerne før mødet med fransk fanfavorit: “Der er kommet rigtig mange dødstrusler”

Dan Hooker ved det obligatoriske pressemøde før sin kamp mod Arman Tsarukyan. Foto: UFC

Som regel er det positivt, når det strømmer ind med reaktioner efter en fight-announcement.

Men sådan har det ikke været for UFC-profilen Dan Hooker, der for nylig fik en kamp på plads mod den franske stjerne Salahdine Parnasse i hovedkampen ved UFC Paris.

Tværtimod er Hooker blevet væltet af særdeles grove beskeder fra franske fightfans, afslører newzealænderen i podcasten Submission Radio.

“Der er kommet rigtig mange dødstrusler. Det er fuldstændig vanvittigt,” siger Dan Hooker, der uddyber truslerne:

“Det er franskmænd, der skriver til mig, at jeg skal dø, og at de vil slå mig ihjel,” lyder det.

Hooker undrer sig samtidig over, at reaktionen er så voldsom denne gang. Han mødte nemlig også en franskmand i sin seneste kamp – Benoît Saint Denis – uden at opleve noget lignende.

“Jeg fik dem ikke, da jeg kæmpede mod Saint Denis. Måske fordi han er sådan en respektfuld fyr, at dem, der følger ham, opfører sig ordentligt. Men hvem de her fans så end er, er de helt ude i hampen,” siger Hooker, der dog ikke lader sig kue.

“Det kommer til at føles godt at slukke lyset på den her knægt,” lyder det kampklart forud for opgøret den 5. september, når UFC Paris – officielt ‘UFC Fight Night: Parnasse vs. Hooker’ – finder sted i Accor Arena i Paris.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.