Mauricio Ruffy gik ind til sin kamp ved UFC White House som en af eventets største favoritter.
Og den seværdige brasilianer skuffede ikke.
Ruffy var overlegen i samtlige facetter af kampen mod amerikanske Michael Chandler, der allerede tidligt i opgøret gik i ren overlevelsesmode.
Det holdt helt præcist fire minutter og 29 sekunder før Michael Chandler var blevet stoppet i den tredje kamp på fightcardet ved UFC Freedom 250 på plænen foran Det Hvide Hus.
Det var en kombination af hurtighed, præcis striking og elegant brug af blandt andet spinning kicks, der gjorde Ruffy til en alt for stor mundfuld for den 40-årige amerikaner.
Sejren understreger, hvorfor Ruffy bliver betragtet som et af de mest spændende navne i letvægt, mens nederlaget endnu engang vidner om, at den rutinerede Chandler befinder sig i karrierens efterår. Den tidligere Bellator-mester har nu ikke vundet en kamp siden 2022.
Det var samtidig aftenens tredje afslutning i træk, efter at både Diego Lopes og Bo Nickal tidligere havde stoppet deres modstandere på den historiske plæne.


