Selvom UNITE i weekenden afholder sit første store stævne på udenlandsk grund, så arbejder folkene bag den vestegnske kampsportshybrid sideløbende på at fylde fightcardet til årets sidste UNITE-stævne i Brøndby Hallen.
Og her blev der i går annonceret et ganske interessant MMA-opgør.
Rumble Sports-kæmperen Enea Sopa (4-4) møder nemlig Benjamin Solevad (3-0) fra Buddha Fight Academy i Herlev i et rigtigt københavneropgør.
Dermed skal Enea Sopa i buret igen efter han sidste weekend leverede en af de mest underholdende kampe ved Airtox Dominance Academy 2.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster.
Læs også: Store reportage fra AD Academy 2.0: Vilde danske sejre – og kæmpe antiklimaks
Her var Sopa oppe mod CSA-profilen Alan Ali, og efter to jævnbyrdige runder sikrede Enea Sopa sig i tredje runde sejren, da han vandt på TKO.
Ubesejret modstander
Skal Enea Sopa følge op på sejren, kræver det, at han bliver den første kæmper i et MMA-bur, der besejrer Benjamin Solevad.
Herlev-kæmperen kommer nemlig til Brøndby Hallen med en pletfri rekordliste på tre sejre i lige så mange kampe. Benjamin Solevad skulle også have været i kamp sidste år, da UNITE afviklede stævne i Brøndby Hallen, men dengang forhindrede en skade den 25-årige dansker i at komme i kamp.
Skader har Solevad desværre også været ramt af for nyligt. Han skulle nemlig også have kæmpet ved Airtox Dominance 4.0 den 20. september, men måtte aflyse kampen mod Louis Thastum på grund af et brud i foden.
Læs også: Danskere i ordkrig efter aflyst kamp: “Vi ses i buret, klovn”
Det førte til en mindre ordkrig på sociale medier mellem de to kæmpere.
Nu får Benjamin Solevad chancen for at bevise, at han er klar til kamp igen mod en stærk modstander i Brøndby Hallen den 29. november.



