Danmarks kampsportsunivers

Vild anden amatørkamp: Benjamin Sesay møder svensk sværvægtschamp i KB Hallen

Benjamin Sesay i buret ved MMA GALLA vol. 31 - nu venter en ny kamp ved Airtox Dominance 6.0 6. juni. Foto: Michella Munch

Hvem som helst. Hvor som helst. Når som helst.

Det lader til at være mantraet for Benjamin Sesay – den 19-årige tidligere europamester i muay thai, der nu er gået all in på at skabe sig en MMA-karriere.

Sesay debuterede på fornemmeste vis ved MMA GALLA vol. 31 i Odense forrige lørdag. Ved den lejlighed vandt Arte Suave-talentet på TKO efter mindre end ét minut, selvom danskeren mødte den 11 kilo tungere modstander Stevens Piekoura med otte amatørkampe på CV’et.

Læs også: Stor ros til dansk MMA-debutant: “Der er ikke meget at sætte en finger på”

Men nu venter en modstander af en helt anden kaliber allerede i Benjamin Sesays anden amatørkamp.

Her til aften kunne Airtox Dominance nemlig annoncere, at Benjamin Sesay kommer på fightcardet i KB Hallen den 6. juni i en kamp mod Jiffa Kundo.

Svenskeren har masser af meritter på CV’et. Han er både nordisk mester og europamester og sidste år blev han også champ i den svenske promotion Allstar Fight Night (AFN).

Kundo (billedet herover) kommer til KB Hallen med fem sejre i træk, og så er det nok så bemærkelsesværdigt, at den 27-årige svensker er naturlig sværvægter og har kæmpet alle sine 11 amatørkampe i MMA-sportens tungeste vægtklasse.

Kampen mellem Benjamin Sesay og Jiffa Kundo bliver en catchtweightkamp op til 110 kilo, men det er nok ikke helt skævt, at danskeren kommer ind til kampen i omegnen af 15 kilo lettere end Jiffa Kundo.

Læs også: Ingen ville møde dansk MMA-debutant: “Selv de bedste i Norden takkede nej”

Det bliver tredje gang i karrieren, at Jiffa Kundo skal i buret mod en dansk modstander. Ved de nordiske mesterskaber tidligere på året besejrede han Benjamin Sesays holdkammerat i Arte Suave, Mathis Damsgård.

Ved Airtox Dominance 3.0 i april sidste år mødte Kundo Kasper Hansen i en kamp, som danskeren vandt på TKO i første runde.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.