Efter en svær start på tilværelsen som MMA-kæmper, der bød på nederlag i sine første fire kampe, er danske Caroline Møller for alvor stemplet ind i sine to seneste kampe.
Først tog hun en overbevisende sejr, da hun ved Budo Fighting Championship 71 i Skotland submittede den lokale fighter Ana Rotmistrovskyi i tredje runde.
Læs også: Caroline Møller tog sin første sejr – stoppede lokal fighter i Skotland
Efter en længere skadespause på grund af brækket hånd var Caroline Møller så i buret igen, da hun ved Airtox Dominance 4.0 i KB Hallen i september tog en stensikker sejr på point over Cecilie Kølle fra Great Danes Fight Club.
Og Mark O. Madsen har godt kunne lide, hvad han så, for Caroline Møller har fået endnu en kamp under Airtox Dominance-fanerne.
Møder tysk mester
Denne gang ved 5.0-udgaven af stævneserien, som finder sted den 10. januar næste år, hvor Rumble Sports-kæmperen altså kan få sin tredje sejr i træk.
Skal det ske, så skal danskeren besejre en tysk modstander. Caroline Møller er således blevet matchet mod Sandra Gielen fra TM Fight Sports i en kamp, der er fastlagt som en catchweight på op til 63 kilo.
Læs også: Kæmpe reportage fra AD 4.0: Vilde danske sejre fik KB Hallen på kogepunktet
Gielen er tidligere tysk amatørmester tilbage fra 2022, hvor hun vandt sin finalekamp mod Stella Lutz.
Det er paradoksalt nok dog den eneste sejr i et MMA-bur, som statistik-siden Tapology har noteret Sandra Gielen for at have kæmpet i sin karriere.
Kampen bliver Caroline Møllers tredje optræden i KB Hallen. Ud over førnævnte sejr over Cecilie Kølle var Caroline Møller også på kortet ved DFC 1.0 i september sidste år.
Dengang blev danskeren stoppet af Bianca Kristensson i første runde.



