Danmarks kampsportsunivers

Caroline Møller brækkede hånden: Pludselig væltede det ind med kampe…

Caroline Møller er klar til kamp igen efter en længere skadesperiode.

Det var en kæmpe forløsning for Caroline Møller, da hun i november sidste år tog sin første sejr som MMA-fighter.

Den kom ved et stævne i Skotland, hvor Rumble Sports-kæmperen besejrede Ana Rotmistrovsky ved Budo Fighting Championship 71.

Læs også: Caroline Møllers sejr i Skotland: Stive tilskuere, knækkede stiletter og stor forløsning

Siden har Caroline Møller dog ikke været i kamp – og det er der en god grund til. Danskeren brækkede nemlig hånden i kampen og er først nu for alvor klar til kamp igen.

“Nu hvor hånden endelig er healet, er jeg mere klar end nogensinde, og ord kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at komme i buret igen,” fortæller Caroline Møller til Fighting.dk.

Normalt er det mere end almindelig svært for de få danske kvindelige MMA-kæmpere at få booket kampe. Det har Caroline Møller selv måtte sande flere gange tidligere i sin karriere.

Tilbudt masser af kampe
Mens mens hun har siddet ude med en skade hånd, så har situationen været en helt anden.

“Jeg blev allerede i starten af året tilbudt to kampe i England, én i DK, én i Irland og en kamp i Schweiz,” fortæller hun og fortsætter: 

“Det har altid været så svært at få en kamp, og jeg har altid ledt og er gået på kompromis på diverse måder for at få en kamp. Så typisk at sekundet jeg er sat ud af spil, så vrimler det med kampe, det har simpelthen været så hårdt at skulle sige nej til,” siger Caroline Møller.

Læs også: Stikker til gammel rival: “Hun ved godt, hun var heldig”

Hun har sågar overvejet at takke ja til en kamp trods skaden. 

“Jeg har haft så mange tanker og ideer om at kæmpe alligevel, men fornuften har dog heldigvis sejret. Det er jo trods alt ikke mit liv, der afhænger af det, selvom det føles sådan,” siger Caroline Møller med et smil på læben.

Tager den første og bedste
Nu, hvor den skadede hånd er kampklar igen, så håber hun ikke, at der går længe, før det næste tilbud om en kamp lander. Og når det sker, er det i hvert fald ikke Caroline Møller, der kommer til at takke nej.

“Jeg tager den første og bedste, der er frisk. Jeg er ikke kræsen og om det bliver i Danmark eller i udlandet er egentligt også lige meget for mig. Jeg glæder mig bare til at kæmpe igen,” lyder det.

Caroline Møller står noteret for fem kampe som amatør med en sejr og fire nederlag til følge.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.