Nattens optræden i Professional Fighting League (PFL) blev desværre aldrig den store succes for Mads Burnell.
Den 31-årige dansker var i sin kvartfinale i PFL’s letvægts-turnering oppe mod Jay-Jay Wilson fra New Zealand – og det blev simpelthen en for stor mundfuld for Burnell.
Danskeren fik aldrig rigtig gang i sin ellers yderst kapable boksning, og blev i stedet ramt oftere og hårdere end han selv fik sat træffere ind.
Burnell blev i store dele af kampen presset tilbage og havde svært ved at lukke distancen til Wilson, og mod slutningen af tredje omgang havde Wilson held med at tage Burnell ned. De sidste par minutter af opgøret oplevede danskeren med ryggen i kanvassen – overdænget med en brutal omgang ground and pound fra sin modstander.
Med 18 sekunder af tredje og sidste omgang trådte kamplederen til og stoppede opgøret, som Mads Burnell derned taber på TKO. Se den afsluttende situation her:
THE REF STEPS IN AND ITS OVER! JAY JAY WILSON IS GOING TO THE SEMIFINALS
— PFL (@PFLMMA) April 18, 2025
[ #PFLWorldTournament LIVE NOW | ESPN & ESPN+ ] pic.twitter.com/8U9ABjqRVu
Læs mere om kampen på PFL’s hjemmeside.
Dermed fik Mads Burnell blot en enkelt kamp i PFL’s prestigefyldte turnering, hvor danskeren nu må skyde en hvid pil efter førstepræmien på $500.000.
Læs også: Burnell skal kæmpe om en halv million dollars
I stedet avancerede Jay-Jay Wilson altså til semifinalen, hvor han møder den forsvarende mester Gadzhi Rabadanov. PFL-turneringens anden semifinale i letvægtsturneringen bliver et opgør mellem Dalton Rose og Alfie Davis.
Det er i øvrigt første gang siden 2015 – og kun anden gang i sin karriere – at Mads Burnell oplever at blive stoppet på TKO.