Danmarks MMA-univers

Det episke engangsknald – del I: Stripperlounge, privatfly og Dalby vs. Mark O.

Foto: Danish MMA Night.

I weekenden afholdt Airtox Dominance FC sit tredje stævne, mens MMA GALLAs har en slags jubilæum med ’Vol. 25’ i næste uge i Aalborg. Og til jul fejrer FG Fight Night 20-års fødselsdag som landets ældste aktive promotion.  

Men der har også været franchises i dansk MMA, der endte med at blive en engangsforestilling trods ambitioner og drømme om mere. Nogle var forglemmelige og andre ret spektakulære. I den sidste kategori finder vi et kapitel i historiebøgerne, der blev skrevet den 9. juni 2018.

Danish MMA Night. En aften der såvidt vides stadig holder rekorden for flest professionelle kampe ved et MMA-stævne på dansk grund – bortset fra da UFC kom forbi året efter. Skabt af folk der ikke kom fra MMA-miljøet, og ikke havde andre end en tyrkertro på, at de kunne få succes med satsningen.

Det fik de ikke, men historien om Danish MMA Night er i den grad værd at fortælle alligevel.

Ville lave det største og vildeste
Hovedmanden bag Danish MMA Night var Jan Jensen. På det tidspunkt ansat som vagt og ellers en almindelig københavner uden anden tilknytning til kampsport end lidt thaiboksning på motionsplan for år tilbage. Men hans kollega- og kammeratskab med den tidligere profbokser Claus Bertino blev katalysatoren, der fik tandhjulene til at rulle.

”Vi går på en arbejdsopgave, og lige pludselig siger Claus, at han kunne sgu godt tænke sig at holde et kampsportsevent. Noget MMA,” indleder Jan Jensen fortællingen til Fighting.dk.

Tanken blev luftet i et bowlingcenter i Tårnby, som havde et kælderlokale med plads til 400 mennesker. Til at starte med overvejede de to idémagere at lave eventet dér. Men kun til at starte med.

”Vi gik og legede lidt med tanken om det, og lige pludselig så brainede min hjerne for vildt og sagde nej, kraftedme, vi skal sgu lave det største og det vildeste,” siger Jan Jensen.

Derfor tog han kontakt til Brøndby Hallen og fik lavet en aftale, der var billigere, end de to vordende promotorer selv havde troet på. Derefter begyndte den sværere del af processen.

Drømte om Dalby vs. Mark O.
Nu skulle Jensen og Bertino nemlig have den danske MMA-branche med på idéen, hvilket skulle vise sig at være en større udfordring.

“Jeg havde en drøm om, at det skulle være det vildeste af det vilde, så vi skulle selvfølgelig have de bedste kæmpere på.”

Men ude i klubberne blev vi bare mødt med: ’Det lyder rigtig flot, men det tror vi ikke, vi er interesserede i, for der er så mange, der har knækket nakken på det der. Så siger de, at det bliver sådan og sådan, og så bliver det ikke til en skid’, husker Jan Jensen.  

Modstanden stoppede dog ikke Jan Jensen. Han havde en drøm om et main event, der virkelig skulle få danskerne til at spærre øjnene op.  

”Den kamp jeg allerhelst ville lave var Mark (O. Madsen, red.) mod Dalby allerede til at starte med. Men der grinte Dalby og sagde ’Hvorfor?’ Mark sagde selvfølgelig, at han var klar på at møde alle, for han skulle jo fremad. Men Dalby… hvad havde Mark som Dalby ville have dengang,” spørger Jan Jensen retorisk.

Danmarks førende MMA-fighter så ingen idé i en kamp mod en bryder med nærmest ingen meritter i det ottekantede bur. Kendt navn eller ej. Nicolas Dalby var på det tidspunkt blevet fritstillet af UFC og endte med at vende tilbage til Cage Warriors.

Men hos den anden part af Jan Jensens drømmekamp var der stærk interesse i Danish MMA Night.

Madsen blev nøglen
”Jeg havde jo snakket lidt med Mark, og stukket lidt til ham i et års tid. Og så lige pludselig var han sgu lun,” fortæller Jan Jensen.

”Han skulle jo ud og breake, at han stoppede med at bryde og gik all in på MMA, og det passede med, at vores event var et godt springbræt for ham.”

Med OL-sølvmedaljevinderen på plakaten begyndte der at komme skred i tingene for Danish MMA Night.

”Da jeg havde Mark, så blev de andre kæmpere interesserede, og trænerne fra klubberne blev lige pludselig interesserede, og tænkte, at det sgu godt kunne være, det kunne blive til noget det her,” siger Jan Jensen. Men kæmperne var ikke det eneste gennembrud.

”Jeg troede jo, det var sådan, at fik man TV på i Danmark, så havde man succes. Så jeg kæmpede benhårdt via mit netværk for at få fat i noget TV. Jeg kimede alle mulige ned. Nu har jeg lige været inde og læse nogle af de mails, og noget af det er halvpinligt at læse – hvordan jeg bare væltede ind i folk,” griner Jan Jensen og fortsætter:

”De sagde jo alle nej. Selv TV2 der ellers havde lavet meget boksning sagde nej, det rører vi slet ikke ved mere. Men så kom Mark jo ind i billedet, og så åbnede der sig lige pludselig en mulighed hos TV3, som havde fulgt Mark on and off.”

Jan Jensen i midten, flankeret af Claus Bertino (th) og Mark O. Madsen (tv). Foto: Privat.

Pludselig var der ikke alene interesserede kæmpere, men også en tv-aftale til stævnet. Men Jan Jensen var stadig ikke overbevist om, at de kunne indfri forventningerne og forhåbningerne med MMA alene på plakaten.

Ude af Kontrol i privatfly
Danish MMA Night blev et kombineret event. Der var blandede kampsportskunstnere i buret og blandede musikkunstnere til at fylde hullerne mellem knockouts, submissions og decisions.

Det skyldtes dels en frygt for, om man kunne lokke nok mennesker i Brøndby Hallen med ’blot’ sporten. Men beslutningen om at få musikalske live-indslag, handlede også om mere end at tiltrække flere typer publikum.

”Jeg havde selv været ude til nogle events, hvor jeg synes, den døde lidt, mens man venter på næste kamp. Der kom lidt høje taler ind imellem, men der kedede jeg mig. Derfor tænkte jeg, at vi skulle prøve at gøre pauserne til noget fedt,” siger Jan Jensen.

Han kendte bookeren Anders Buhl fra sit vagtarbejde, og fra ham fik han hjælp til at skaffe en række kendte navne. Således fik publikum i Brøndby Hallen lov at høre blandt andet Jokeren, Pharfar og Pede B. den sommeraften.

”De sagde ja, alle dem vi spurgte. Alle undtagen Suspekt. Jeg snakkede en lille smule med dem, men selv om de godt kunne lide sportsgrenen, var de ikke helt på. Så snakkede jeg med Ude Af Kontrol. De var ikke så store på det tidspunkt, men der var godt knald på, og vil ville gerne lave noget med godt gang i den,” fortæller Jan Jensen.

Ude af Kontrol var booket til anden side, men bejleriet til en mindre kendt gruppe blev et ganske godt billede på den tankegang, som Jensen havde, da hans første stævne skulle bankes på benene. Der blev lagt flere overvejelser i, hvad der var spektakulært, end hvad der var fornuftigt.

”De skulle spille i Middelfart den aften. Vi prøvede og prøvede at finde ud af, hvordan det kunne lade sig gøre. På et tidspunkt snakkede vi om, at jeg kendte en, der var pilot, og for 20-25.000 kunne man flyve dem ind med sådan et privatfly. Det var de helt vilde med, og så ville de slet ikke have nogen penge for at møde op. Men de kunne først nå til Brøndby klokken halv to, så det gik ikke.”

Privatflyet blev der altså ikke brug for, men det var faktisk ikke den vildeste idé, der var i spil til Danish MMA Night.

Stripperlounge i arenaen
På et tidligt stadie fik Jan Jensen nemlig en tanke, der om ikke andet kan beskrives som ’ud af boksen’ i forhold til det klassiske sportsevent, vi kender herhjemme.

”Lige pludselig stak det bare af. Det skulle være vildere og vildere. Jeg havde sågar også tænkt på, at vi skulle have en stripper-lounge. Det skulle virkelig være Las Vegas.”

Jan Jensens kulørte indfald om at få flere letpåklædte kvinder i arenaen end nummerpigerne blev ikke bare ved en strøtanke. Idéen blev efterprøvet.

”Jeg havde tænkt mig, at det skulle være en mandelounge med noget champagne, og den blev kørt helt ud, men den blev så også skudt ned. Jeg havde faktisk fat i en fyr fra Spanien, som kørte sådan noget, og han kunne egentlig godt tænke sig at være med, men han kunne ikke se, at det kunne hænge sammen økonomisk for ham og pigerne, og heller ikke for os,” siger Jan Jensen.

”Men det var sådan, det var. Der blev brainet fra højre og venstre i mit hoved.”

I anden del af denne fortælling ser Jan Jensen tilbage på selve aftenen, åbner op for hvorfor det blev ved den enlige Danish MMA Night, og retter kritik mod det danske MMA-miljø. Det kan du læse i næste uge her på Fighting.dk.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.