Danmarks kampsportsunivers

It’s Fight Week: Nyt Primetime-stævne venter lørdag aften

Sådan så det ud ved et tidligere Primetime Fight Night-stævne. Foto: Henrik Olesen

Lørdag aften vender Primetime Boxing tilbage med endnu et stævne. Denne gang i Tim Hallen nord for Ringkøbing, hvor den vestjyske arena danner ramme om Primetime Fight Night 7.0.

Ifølge promotionen venter der seks eksplosive kampe – og så vidt Fighting.dk er orienteret, er fem af dem offentliggjort.

Boudigaard jagter revanche
I hovedkampen får den danske sværvægter Thorbjørn Boudigaard (8-3, 5 KO) chancen for at rette op på nederlaget til Adam Kolařík ved Primetime Fight Night 5.0 i Varde den 6. december.

Her tabte Boudigaard på point efter otte omgange i en kamp, hvor danskeren blev ramt af en cut ved øjet i fjerde omgang og havde svært ved at finde ind i kampen.

Nu venter polske Jakub Sosinski (8-12-1), der trods sin rekordliste er en erfaren modstander, som har kæmpet i Danmark to gange uden at blive stoppet. Boudigaard bør vinde, men skal vise, at han har lært af fejlene fra Varde.

Læs også: Revanchelysten dansk sværvægter bliver topnavn i Tim Hallen

Lokale Kunduzi gør comeback
En særlig interessant kamp finder sted i superfjervægt, hvor lokale Nesar Kunduzi (4-0-1) gør comeback efter næsten to års pause fra ringen.

24-årige Kunduzi, der er tidligere jysk mester som amatør, møder den Ukraine-fødte Dmytro Tverdokhlibov (1-3) foran hjemmepublikummet i Vestjylland.

“At bokse foran hjemmepublikummet betyder alt for mig. De har altid støttet mig, og jeg vil gøre alt for at give dem en sejr tilbage,” har Kunduzi udtalt til Primetime Boxing.

Læs også: Primetime-talent gør comeback efter to års pause: “Jeg er sulten som aldrig før”

Svensk komet vil bygge på
Svenske Markus Løvberg (1-0, 1 KO) fik en drømmestart på prokarrieren, da han ved Primetime Fight Night 5.0 i Varde knockoutede polske Marcin Ficner efter blot 95 sekunder.

Nu venter endnu en polak i form af Marian Wesolowski (5-20-1), der trods sin rekordliste er en hårdfør modstander. Wesolowski gik alle seks omgange mod danske Maher Khatib ved netop stævnet i Varde og viste både fightervilje og teknisk kunnen.

Læs også: Efter lyn-knockout i pro-debut: Nu skal svensk boksetalent i ringen igen

To danskere får pro-debut
Derudover får to danske boksere deres professionelle debut lørdag aften.

Læs også: Skifter amatørhandskerne ud: Newby får prof-debut ved Primetime Fight Night 7.0

Bjarne Newby fra Hornslet Bokseklub har en imponerende amatørkarriere bag sig med over 70 kampe, et dansk mesterskab og to jyske mesterskaber. Han møder rutinerede polske Lukas Kuc (6-13).

Joe Joe Fahn debuterer ligeledes som professionel og møder Daniel Przewieslik (3-22-2).

Læs også: Tidligere dansk mester får prof-debut i weekenden

Primetime Fight Night 7.0 afvikles lørdag den 14. marts i Tim-Hallen, Ringkøbing. Det hele går løs fra klokken 19.00.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.