En af de mest imødesete kampe ved det kommende Airtox Dominance Fighting Championship i KB Hallen bliver alligevel ikke til noget.
Norske Asad Temor skulle have mødt den altid underholdende Mack Promanee i et pro-kamp i bantamvægt, men nu har nordmanden set sig nødsaget sig til at trække sig fra kampen.
Det oplyste Airtox DFC på sin Instagram-profil tidligere i dag.
Årsagen er, at Temor er løbet ind i en skade, som ikke er nærmere defineret. Nordmanden er dog i opslaget citeret for, at “det (skader, red.) er en del af gamet. Jeg skal nok komme til at kæmpe mod ham ved næste event”.
Ny modstander forventes snart på plads
Fighting.dk har været i kontakt med ADFC-præsident Mark O. Madsen, der er fortrøstningsfuld i forhold til, at Mack Promanee nok skal komme i kamp ved ADFC 3.0.
Ifølge Mark O. Madsen så er han allerede meget tæt på at have lukket en aftale med en ny modstander og forventer at kunne melde noget ud “inden for et par dage”.
Airtox DFC 3.0 finder sted i KB Hallen den 26. april i år og har som noget helt nyt endnu ikke lagt sig fast på, hvem der skal kæmpe ved main event. Det vil man nemlig lade fansene afgøre i en afstemning på sociale medier.
Læs også: BREAKING: Airtox DFC vil lade fansene bestemme fightcardet til næste stævne
Sikkert er det dog, at det ikke bliver Marco Birch – Arte Suave-kæmperen, der var topnavn ved ADFC 2.0, hvor han sikrede sig en sejr over den ellers ubesejrede spanier Adrian Galves.
Birch er nemlig ude af eventet med en skulderskade.
Læs også: Danske afbud til Airtox DFC 3.0’s main card
Også Birchs klubkammerat fra Arte Suave Abdullah Amer har måtte melde pas til ADFC 3.0 med en skadet skulder. Som et slags plaster på såret meldte Mark O. Madsen i sidste uge ud, at man havde signet en ganske interessant skikkelse i form af norske Mohamad Zarey (8-1), som ellers pt. er på kontrakt i PFL.
Læs også: Mark O. Madsen signer PFL-kæmper til Airtox DFC 3.0
Også den tidligere MMA GALLA-frontfigur Janus Olsen kan opleves under Airtox DFC-fanen efter han på dramatisk vis fik ophævet sin kontrakt med MMA GALLA tidligere på året.
Læs også: Janus Olsen skal kæmpe for Airtox DFC: Meant to be