Danmarks MMA-univers

Mack-sagaen er ovre: Mark O. har fundet hans modstander til DFC 2.0

Mack Promanee får ny modstander ved DFC 2.0. Foto: Privat.

Efter længere tids knokleri er det lykkedes for Mark O. Madsen at finde en modstander til Mack Promanee, der for nogle uger siden bejlede til en kamp ved Dominance FC 2.0 i KB Hallen.

‘The Wave’ er på kontrakt hos den store europæiske promotion OKTAGON, men har ventet næsten et år på sin debut. Promanee har først udsigt til at få den i marts, hvor hans arbejdsgiver har stillet ham en kamp i udsigt i Stuttgart.

Derfor ville han gerne på kortet hos DFC i januar for at holde skarpheden ved lige, og det ønske er altså nu blevet efterkommet.

“Det har været vanvittig svært at finde en modstander til Mack, som jo er et brandvarmt navn i dansk MMA,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk.

Dominicaner med europæisk erfaring
Når Mack Promanee går i buret den 11. januar venter der en erfaren modstander i form af Ramon Emiliano Martinez. 41 år gammel og fra Den Dominicanske Republik med en rekordliste der tæller 13 sejre og ni nederlag. 22 kampe er dobbelt så mange som Promanee, men danskeren var så også blot 13 år, da Martinez prof-debuterede i 2010.

Ramon Emiliano Martinez kæmpede senest i maj, hvor han stoppede bulgarske Dimitar Kostov i første omgang ved et tyske stævne under titlen Cage Fighting Germany. Inden da skal vi to år længere tilbage for at finde hans foregående kamp. Den fandt pudsigt nok sted i netop OKTAGON, hvor han tabte til tjekkiske Filip Macek – en af Jonas Mågårds tidligere modstandere.

Martinez rekordliste er en god blanding både hvad sejre og nederlag angår. Han har knockoutet seks modstandere, og er selv blevet stoppet på den måde tre gange. Oven i har han fire submission-sejre, og har selv måtte klappe ud ligeså mange gange. Hans sidste fem kampe er afgjort på point og har fordelt sig 3-2 i dominicanerens favør.

Alt andet lige må Mack Promanee være klar favorit, selv om man ikke skal undervurdere rutinen, og ‘Cabeza’ (‘hoved’ på spansk), som Martinez kaldes, har størrelsesfordelen med sine 175 centimeter mod Mack Promanees 166.

Sindssygt spændende overraskelse i vente
Mark O. Madsen er glad og lettet over, at det lykkedes at belønne Promanees ihærdighed med en kamp. Og så glæder han sig til at få testet dette selvsikre statement fra bantamvægteren af.

“Nu bliver det spændende at se, om Mack formår at sælge KB Hallen ud. Vi har hjulpet ham en smule, for vi er allerede langt over halvvejs i mål,” lyder det med et glimt i øjet fra promotoren.

”Jeg forventer et vildt og vanvittigt stævne i januar.”

Og så slutter DFC-præsidenten med et par teasere:

”Jeg kan sige så meget, at vi ligger i forhandling om noget exceptionelt spændende, hvad eksponering angår, og jeg har også en sindssygt spændende overraskelse omkring ring announcer. Mere om det senere.”

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.