Det er ingen hemmelighed, at ADFC-præsident og matchmaker, Mark O. Madsen, ser en stor stjerne i CSA’s danske sværvægtskomet Kasper Hansen.
Sværvægteren har overfor Fighting.dk givet udtryk for, at han snart føler sig klar til at tage springet over i de professionelles rækker.
Læs også: Kasper Hansen lufter pro-planer. “Føler det er ved at være tid”
Står det til Mark O. Madsen, der har matchet Kasper Hansens to seneste kampe i KB Hallen til DFC 2.0 og DFC 3.0, så må det meget gerne ske i ADFC-regi.
“Vi er helt klart interesserede i at tilbyde ham en pro-kontrakt og en stærk platform, hvor han kan tage det næste skridt i sin karriere med fuld opbakning,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk.
ADFC-præsidenten har dog en stille bøn om, at Kasper Hansen måske kunne lokkes til at udskyde pro-planerne til næste år.
“Jeg håber jo, vi kan time hans pro-debut rigtigt. Vi planlægger endnu en Airtox Fear Nothing Tournament, som er i støbeskeen til 2026-sæsonen, hvor der ligger 50.000 kroner i førstepræmie. Det kunne være stærkt, hvis Kasper ville være en del af det, inden han går pro,” lyder det fra Mark O. Madsen.
Læs også: Fighting.dk erfarer: Mark O. har sværvægtsudgave af Fear Nothing Tournament på vej
I første omgang skal premiere-udgaven af Fear Nothing Tournament dog udkæmpes i letvægt.
Her venter otte spændende, indledende kampe, der alle udkæmpes i forbindelse med lørdagens ADFC Academy 1.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster.



