Amin Ebiev fra Fight Team Kolding kan endelig se frem til at få sin debut under Airtox Dominance-banneret, når AD Academy 2.0 næste lørdag løber af stablen i Guldboxen i Nykøbing Falster.
Den 19-årige Kolding-kæmper skulle have været en del af den storstilede amatørturnering, Fear Nothing Tournament, men Ebiev blev skadet og måtte dengang trække sig uden at komme i kamp.
Læs også: Talentfuld dansker ud af Fear Nothing Tournament – erstatning er på plads
Det får han så chancen for den 1. november, hvor Amin Ebiev er blevet matchet med rumænske Paul Vacar. Rumæneren kommer med en dugfrisk sejr i bagagen, da han så sent som 4. oktober besejrede Ebievs holdkammerat Edmond Begolli.
Det var dog et ganske omdiskuteret dansk nederlag, for Begolli dominerede stort i kampens første to omgange, indtil Kolding-kæmperen i tredje og sidste omgang ramte Vacar i hovedet med et ulovligt knæ.

Det kom den rumænske fighter (billedet) sig aldrig over, så kampen blev vinket af – og Vacar blev tildelt sejren på en diskvalificering af Begolli.
Derfor kan Amin Ebiev altså gå på jagt efter en revanche for klubkammeratens nederlag, når han går i buret mod Paul Vacar den 1. november.
AD Academy 2.0 bliver endnu engang headlinet af Jeppe Brandt, der i hovedkampen står over for norske Fredrick Høifødt.
Læs også: Efter lynknockout i Academy-debut: Jeppe Brandt får genvalg som main event
Eventet finder sted den 1. november i Guldboxen i Nykøbing Falster.




