Der er mindre end to uger til, at KB Hallen igen slår dørene op til den tredje udgave af Airtox Dominance FC, men nu har Mark O. Madsens storsatsende organisation modtaget et afbud fra endnu en af de kæmpere, der skulle have været i buret.
Denne gang er der tale om serbiske Jovan Zdelar (7-4), der skulle have mødt ADFC-debuterende Janus Olsen i et opgør i mellemvægt. Det sætter en skade dog nu en stopper for.
Janus Olsen skrev tidligere på året kontrakt med Airtox DFC efter en del palaver oven på en aflyst kamp hos Olsens tidligere arbejdsgiver, MMA GALLA. Og havde du glædet dig til at se Janus Olsen i action i ADFC-regi, så skal du ikke frygte, at det serbiske afbud koster CSA-kæmperen pladsen på kortet.
Ifølge et opslag på Airtox DFC’s Instagram-profil, så er der nemlig allerede fundet en ny modstander til Janus Olsen. Hvem der er tale om, forventes offentliggjort i den nærmeste fremtid.
Rykker tilbage til weltervægt
Noget der til gengæld virker sikkert er, at kampen kommer til at finde sted i weltervægt. Det er i sig selv ikke så bemærkelsesværdigt, da Janus Olsen altid har kæmpet i den vægtklasse, hvor maks-vægten er 77,1 kilo. Men da Jovan Zdelar blev offentliggjort som Janus Olsens modstander blev kampen annonceret som et mellemvægts-opgør op til 84 kilo.
Olsen fortalte efterfølgende til Fighting.dk, at han faktisk have valgt sin serbiske modstander til trods den højere vægtklasse – simpelthen fordi han ville være en bedre skalp end de muligheder, der bød sig i weltervægt.
Læs også: Janus Olsen begrunder kamp i mellemvægt
Nu lader det så til, at det alligevel bliver en kamp i Olsens sædvanlige vægtklasse, hvor han også senest var i kamp i MMA GALLA-regi.

Det var i oktober sidste år, hvor han besejrede italienske Gabriel Varesano i en særdeles underholdende tre-runders kamp, der også helt fortjent blev nomineret til årets kamp.
Læs også: MMA GALLA nominerer årets fighter, kamp og finish
Ramt af en række afbud
Janus Olsens aflyste kamp mod Jovan Zdelar er langt fra den eneste, der har ramt Airtox DFC 3.0. Det er således blot få dage side, Mark O. Madsen også måtte finde en ny modstander til bantamvægteren Mack Promanee.
Læs også: Mark O. matcher Promanee med norsk vildbasse
Tidligere er der også indløber afbud fra både Marco Birch, der ellers var main event ved ADFC 2.0, samt Arte Suave-klubkammeraten Abdullah Amer.
Airtox DFC 3.0 løber af stablen i KB Hallen den 26. april.