Danmarks MMA-univers

Ny modstander: Mark O. matcher Promanee med norsk vildbasse

Mack Promanee i action. Foto: Michael Barrett Boesen.

I sidste uge trak Mack Promanees oprindelige modstander til Airtox DFC 3.0, Asad Temor, sig med en skade.

Læs også: Promanees modstander trækker sig fra ADFC 3.0

Men ADFC-præsident Mark O. Madsen har været på overarbejde i weekenden og har sørget for, at en ny kæmper er klar til at stå ansigt til ansigt med den altid underholdende danske bantamvægter.

Og det er et ganske spændende navn, der nu kommer på plakaten til Airtox DFC 3.0 den 26. april i KB Hallen. Mack Promanee skal nemlig møde norske Rawand Ouba, som kommer til Danmark med et lidt utraditionelt CV.

Debuterer som pro MMA-kæmper
Nordmanden har ifølge Tapology en MMA-rekordliste på 3-3-0, men har udelukkende kæmpet som amatør. Kampen i ADFC bliver således Rawand Oubas debut som professionel MMA-kæmper – og så kan det virke som noget af et overmatch at sætte ham op mod Mack Promanee, der står noteret for 12 pro-kampe.

Men Rawand Ouba har kæmpet som pro før og har to professionelle kampe som bokser på CV’et. Og når man både kigger på modstander og promotion, så tegner der sig et billede af en norsk vildmand, der siger ja tak til de fleste udfordringer.

For Oubas første professionelle optræden var i BYB Extreme Fighting Series – en bokse-promotion, hvor kæmperne slås med bare næver, præcist som det mere kendte Bare Knuckle FC med Conor McGregor som medejer slår sig op på.

Knebent nederlag til tidligere UFC-kæmper
Derudover har Rawand Ouba en mere traditionel professionel boksekamp på sin rekordliste. Den tabte han på en split decision til Zhalgas Zhumagulov, som nogen måske kan huske fra en række kampe i UFC, hvor kazakhstaneren blandt andet var i buret mod store navne som Manel Kape og Joshua Van.

Så selvom det er Rawand Oubas pro-debut som MMA-kæmper, så kunne det godt gå hen og blive et interessant opgør, når Mack Promanee skal forsvare ‘home turf’ i KB Hallen om små to ugers tid.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.