Danmarks MMA-univers

Rundown: Her er kampene ved DFC 2.0

Marco Birch måtte melde fra med en skulderskade til Airtox DFC 3.0. Foto: Airtox DFC

Lørdag lægger KB Hallen gulv og tribuner til DFC 2.0 – som navnet angiver det bare andet event for Mark O. Madsens MMA-satsning Dominance FC. Som sædvanlig har promotoren selv sørget for at skrue forventningerne gevaldigt op, og det bliver spændende, om der kan leveres.

Husk du selvfølgelig kan følge samtlige kampe i vores populære liveblog, som vi går live med her på siden fra kl. 18 – i øvrigt i et spritnyt liveblog-setup med masser af ekstra features såsom afstemningen og billedgallerier.

Denne gang består line up’et af 14 kampe, hvor af fem er professionelle. Der er otte gengangere fra DFC’s første event, men også et par spændende nye ansigter.

Ligesom ved DFC 01 er der et par sprængfarlige kampe på prelims – opvarmningskampene – mens main card forhåbentlig giver os nogle svar på, hvor meget bund der er i DFC’s afgjort talentfulde, men i professionel MMA-sammenhæng også ret uprøvede kæmpere. Og så et main event, der ser ganske lovende ud.

Her kommer Fighting.dk’s gennemgang af de 14 dueller i kronologisk rækkefølge.

Prelims: (kun amatørkampe)
Michael Kaa Overbye vs. Birk Lund (Norge) – aftalt vægt: 72 kilo
Michael Kaa Overbye forfølger MMA-drømmen i en noget senere alder en gennemsnittet. Han kæmper nemlig sin første MMA-amatørkamp knap halvanden måned før sin 32-års fødselsdag. Overbye mødte Mark O. Madsen igennem den coaching-virksomhed, som DFC-præsidenten nåede at starte op i starten af 2024, inden han skiftede spor og blev promotor.

Madsen har været imponeret over Overbye dedikation og vilje, som er nogle af den tidligere OL-bryder og UFC-fighters egne kerneværdier i karrieren. Om de seneste mange måneders træning i kampsports klubber hjemme i Silkeborg har været nok for Michael Overbye, finder vi ud af, når han træder ind i buret mod Birk Lund.

Den 11 år yngre nordmand kæmper også sin første amatørkamp denne aften. Han og kommer fra Evolve Academy i Trondheim ligesom et par andre kæmpere tidligt på aftenen. Lund er den første af en lang række nordmænd på kortet, så et andet spændingsmoment er, om det danske publikum slipper for at høre på kobjælder i KB Hallen.

Rasambek Bisultanov vs. Hans Ludvig Bruun (Norge) – mellemvægt
Selv om Rajbek Bisultanov desværre måtte melde fra til DFC 2.0 med en albueskade, så bliver den dansk-tjetjenske fighterfamilie repræsenteret i buret. Rajbek og OL-sølvvinder Turpals lillebror Rasambek kæmper sin første amatørkamp i MMA, og med det efternavn følger der selvfølgelig nogle forventninger.

Den danske bryde-verden ser også et lys i Rasambek Bisultanov, hvis storebrødre jo har leveret formidable resultater på måtter rundt omkring i verden. Han ligger i samme vægtklasse som Rajbek – mellemvægt hvor grænsen er 84 kilo – men har lidt flere centimeter at gøre godt med i højden end sine brødre. Derfor mener de egentlig, at han måske er den, der fysisk egner sig bedst til MMA-sporten.

Bisultanovs modstander er Hans Ludvig Bruun, der foruden et navn som er en skagensmaler værdigt, også er debutant. Nordmanden her kommer også fra Evolve Academy, hvor head coach er Thomas ‘Maverick’ Formo, der for mange år siden kæmpede ved to af de samme European MMA-stævner som Mark O. Madsen.

Majed Altaaen vs. Tony Lie (Norge) – fjervægt
Mark O. Madsen vil gøre Dominance FC til Europas førende MMA-organisation. Men basen er nu engang i Danmark, og meget passende er de fleste store danske byer er repræsenteret ved DFC 2.0. Således også Århus, der har Majed Altaaen med i line up’et.

Altaaen træner til daglig i Blessed Performance i Smilets By, og har to sejre bag sig. Begge hos DFC’s rivaler fra MMA GALLA, begge tilbage i 2023 og begge mod danske modstandere. Lørdag aften møder han Tony Lie, som for det ikke skal være løgn er aftenens tredje nordmand i de første tre kampe.

Tony Lie konkurrerer også i karate og brasiliansk jiu-jitsu. Ligesom Majed Altaaen har han to kampe bag sig som amatør, men der stopper sammenligningen også. Fighteren fra Different Breed MMA i Bergen har tabt begge sine ved mindre stævner i England. Så i den her tør vi godt kalde hjemmebane-fighteren for favorit.

Mikkel Emil vs. Eric Nordin (Norge) – fluevægt
Aftenens første genganger fra DFC 01 er Mikkel Emil fra Esbjerg Fight Center. Den 28-årige fluevægter er på mange måder definitionen af en fighter, selv om han ikke har fundet succesen i buret endnu. Mikkel Emil har otte kampe bag sig som amatør, men er stadig på jagt efter første sejr.

Læs også: Mikkel Emil jagter første sejr efter otte forgæves forsøg: Jeg ved, hvad jeg består af

Men nederlag er ikke noget, der får kursen til at skifte hos Mikkel Emil, som ved siden af sin egen træning også træner ugentlige hold i den lokale klub i Esbjerg. Hvis du synes han virker bekendt, er du måske faldet over TV2’s dokumentar ‘Mikkels kamp mod dæmonerne’.

Mikkel Emil sender et spark af sted ved DFC 01. Foto: DFC:

Det er en fortælling om hans fortid, som har budt på slemmere ting, end de fleste af os oplever i et helt liv. Det ville ikke være værdigt at forsøge at ridse den op i det her korte format, men lad os bare sige, at det er imponerende, hvor smilende og optimistisk Mikkel Emil fremstår.

Det kommer hans modstander naturligvis ikke til at mærke noget til før kampen er forbi. Norske Eric Nordin har en rekordliste på en enkelt sejr og tre nederlag, og vil naturligvis gøre alt for ikke at blive danskerens første skalp.

Mikkel Emil (tv) i infight ved DFC 01.

Mikkel Emil har understreget over for Mark O. Madsen, at han ikke vil møde bløde kæmpere, så det her kan meget vel blive et hektisk og underholdende opgør, som det var sidst, da danskeren tabte til Nordins landsmand Anes Palani. Forhåbentlig er niende gang lykkens gang for fluevægteren fra Vestjylland.

Mohamad Al Jayyal vs. Asad Temor (Norge)
Her begynder vi lige med den gæstende fighter. Asad Temor var nemlig også forbi KB Hallen ved DFC 01. Det blev ikke noget morsomt besøg for nordmanden, der blev submittet bare 26 sekunder inde i kampen af Rida Jawad fra Arte Suave.

Denne gang er det Jawad klubkammerat Mohamad Al Jayyal, der slutter sig til Temor i buret. Al Jayyal – eller ‘The Outlaw’ som han også kaldes – havde et blandet 2024, der startede med en sejr i april over Patrick Hajruli på submission i første omgang. I september var det så hans tur til at blive stoppet af hasteindkaldte Kaan Er ved MMA GALLA vol. 21 i Nakskov.

Asad Temor har været i buret en enkelt gang siden DFC 01. Faktisk er det ikke mere end en måned siden, at han kæmpede og vandt ved Icon Challenge i Sverige. Vi får se om Temor skulle have taget en længere juleferie, eller han får revancheret sig over for den københavnske klub i andet forsøg.

Jakob Dyrup vs. Beriz Tucic – sværvægt
Det har været vanskeligt for Mark O. Madsen at finden en sværvægter til at møde Jakob Dyrup. De tungeste drenge er ikke dem, der er flest af i MMA i disse år, men med få uger til DFC 2.0 fik man støvet Tucic op i Berlin, hvor han holder til en af Tysklands stærkeste klubber Spitfire.

Læs også: Et kvart ton i buret ved DFC 2.0

Der var dog en lille udfordring. Beriz Tucic var nemlig for tung til at nå ned under sværvægtsgrænsen på 120 kilo. Derfor blev det aftalt, at man de to fightere må veje 120 kilo. Det er ikke aktuelt for Jakob Dyrup, der sagtens kan ramme de tilladte kilo, og bør være noget hurtigere og mere bevægelig end sin modstander.

Dyrup blev i sommer nordisk mester med det danske amatørlandshold. Den succesoplevelse skal den store fyr fra Great Danes i Odense forsøge at følge op med sin første sejr i 2025 og den første for Dominance FC.

I efteråret var Jakob Dyrup i træningslejr hos den hæderkronede svenske klub Allstar, hvor han blandt andet fik lov at gå sparringsrunder med den tidligere UFC-titeludfordrer Volkan Oezdemir, så alt andet lige var 2024 et godt år.

Dyrup må være klar favorit, men vi har set langsomme kæmpere overraske før og i sværvægt kan alt ske med et enkelt slag.

Abd Rahman Alaoui Ismaili vs. Khamzat Akhmadov (Tyskland) – letsværvægt
Arte Suaves Abd Rahman Alaoui Ismaili – herefter kaldet Ismaili fik i sommer en guldmedalje med hjem til trofæhylden. Det skete ved de nordiske mesterskaber, hvor han var en del af MMA-landsholdet og i finalen besejrede finske Mikko Vuorikoski i ganske suveræn stil.

I aften står den 34-årige letsværvægter i sin første kamp for DFC over for Khamzat Akhmadov, som umiddelbart kan ligne en mundfuld med en rekordliste på 4-0. Han har også vundet en boksekamp – ved et stævne der hed ‘We love MMA’…

Tyskeren er 21 år og ser spændende ud, men det hører også med til historien, at han ikke har vundet en kamp over en modstander, der selv havde prøvet at vinde endnu. Det bliver spændende at se om Abd Ismaili som den første kan stikke en kæp i hjulet på talentet fra Dresden.

Rida Jawad vs. Anzor Ediev – letvægt
Den her har vi virkelig glædet os til. Ikke bare er det to kæmpere, der har gjort det fremragende i 2024, det er også de to store københavner-klubber Arte Suave og CSA, der møder hinanden. Et decideret københavner-derby i MMA-buret.

Rida Jawad er 19 år gammel og beskrives af folk omkring Arte Suave som et kæmpe talent. Både head coach Nikolai Koubti og OKTAGON-prof Louis Glismann roste ham i brede vendinger i Fighting.dk’s julekalender, og hans foreløbige amatør-tid taler også for sig selv.

Rida Jawad fandt hurtigt guillotinen frem ved DFC 01. Foto: Dominance FC.

Jawad debuterede i september 2023 mod den nyudtagede landsholdskæmper Oliver Petersen og vandt på point. I sine efterfølgende tre kampe har han submittet sine modstandere i første omgang. Det var således også tilfældet ved DFC 01, hvor han afsluttede kampen mod Asad Temor på bare 26 sekunder via guillotine choke.

Men det her ligner til gengæld også karrierens foreløbig hårdeste udfordring for Jawad. Anzor Ediev er 34, men ligner en mand, der kun er lige ved at komme i gang med MMA-karrieren. I 2024 besejrede han først en anden lovende dansk letvægter i form af guldvinderen ved de nordiske mesterskaber Sigurd Rømer, og så sendt som i december stoppede han veteranen Mirza Begovic på mindre end et minut ved FG Fight Night. Det var Edievs syvende sejr i ligeså mange amatørkampe.

Læs også: Københavner-derby i vente ved DFC 2.0

En voldsom skade og efterfølgende pause på 3-4 år har cuttet vigtig tid af Anzor Edievs foreløbige MMA-karriere, men han ligner ikke en mand, der har været væk længe. Hos CSA regner man med, at det her meget vel kan være sidste amatør-kamp for letvægteren med de tjetjenske rødder, inden han går den professionelle vej.

Fighting.dk’s forudsigelse er, at vi står med fight of the night her.

Kasper Hansen vs. Jonibek Yusupov – sværvægt
Prelims rundes af med et brag af de helt tunge. Selv om det her næppe bliver den mest tekniske og elegante kamp på kortet, så ser den ganske spektakulær ud.

Den ene part er Kasper Hansen fra CSA, der er en af de få sværvægtere helt fremme på amatørscenen i dansk MMA. Hansen har fire kampe bag sig, hvor af de tre er vundne, inden den seneste gav karrierens første setback med KO-nederlaget til tyske Mirco Leaic i april. Og så er Hansen en massiv fyr, men det kan man så sandelig også sige om hans modstander.

Læs også: Mark O. blåstempler tysk muskelbundt: Netop det vi vil tiltrække

Jonibek Yusupov er faktisk mere kendt for sine store muskler, end for hvad han har leveret i kampsport. Det her er tyskerens amatørdebut, og derfor er det svært at vurdere, hvad der kommer. Men det er i hvert fald svært at forestille sig, at Yusupov kommer til at slide Kasper Hansen op over tre omgange med alle de kilo, der slæbes rundt på. Han kan godt tænkes at komme aggressivt ud fra start og så eller brænde benzinen af hurtigt.

Jonibek Yusupov. Foto: Yusupov.

Yusupov er klubkammerat med Islam Dulatov, der i efteråret blev signet af UFC efter en flot knockout i Contender Series, men har som sagt aldrig kæmpet en MMA-kamp før. Vi er ret spændte på at se, hvad der gemmer sig bag det iøjnefaldende ydre.

Main card (kun professionelle kampe)

Jon Stadil Palm vs. Marius Leahu – letvægt
Den første kæmper Mark O. Madsen tilbød kontrakt med Dominance FC var Jon Stadil Palm, som får debut som professionel i aften efter en amatørkarriere med ni sejre, et enkelt nederlag og to danske mesterskaber.

Jon Stadil Palm i kamp som amatør ved DFC 01. Foto: DFC.

Til debuten går Stadil Palm en vægtklasse ned til letvægt, som er en af de vægtklasser med flest kæmpere på verdensplan, fordi der åbenbart er rigtig mange mænd af en statur, der passer til de 70 kilo. Ikke desto mindre har det været vanskeligt at finde en modstander til ‘Lillebjørn’.

Læs også: Søren Bak om Jon Stadil Palm: Troede han var klar til at blive verdensmester

Omkring jul fik indvilligede norske Ihsan Mangal i at gå i buret med Jon Stadil Palm, men i denne uge, måtte han så trække sig igen med en skade. Efter endnu mere søgen rundt i Europa fandt Mark O. Madsen så rumæneren Marius Leahu.

Jon Stadil Palm jubler over sin sejr ved Dominance FC 01. Foto: Dominance FC.

Rumænien er ikke kendt som et skrapt MMA-land. Leahu har noteret sig for en enkelt kamp som professionel, hvor han blev stoppet i første omgang tilbage i oktober. Og ved fredagens indvejning viste han også, at han med en vægt næsten to et halvt kilo under de tilladte 70 kilo næppe heller kommer til at tromle sin modstander på fysikken.

Læs også: Jon Stadil Palm kritiserer DM-format: Titlen betyder ikke så meget

Så der er god grund til at tro på en succesfuld pro-debut for Jon Stadil Palm, der også leverede i spektakulær stil ved DFC 01 med en knockout i første omgang mod Philipp Martonosi.

Youness Acharki (Marokko) vs. Kacper Kozak (Polen)
Aftenens eneste kamp uden dansk deltagelse. Begge er gengangere fra DFC 01, men de kom der fra med vidt forskellige resultater.

Acharki kæmpede den allerførste kamp i DFC-buret mod danske Dovydas Stumbras og tog en relativt sikker sejr over tre omgange. Der gik ikke længe før han annoncerede, at han nu ville gå over til de professionelles rækker.

Kacper Kozak havde mindre at fejre efter sit seneste besøg i KB Hallen. Her tabte han til svenske Sebastian Palacio Gomez bare 54 sekunder inde i kampen, der var polakkens professionelle debut.

Også Kozak overraskede ved indvejningen i dag, hvor hans vægt lå halvandet kilo under vægtgrænsen. For de uindviede er det temmelig usædvanligt, at kæmpere piner sig længere ned end et par hundrede gram under grænsen.

Fighting.dk fik en sludder med Kozaks træner, som fortalte, at de efter kampen mod Palacio Gomez var blevet enige om, at han ikke var stor nok til weltervægt. Derfor besluttede de, at letvægt var fremtiden, men i dag var han kun to kilo fra at være helt nede i fjervægt.

Den forvirring er umiddelbart ikke noget, der giver løfter om bedre tider i buret for Kozak denne gang mod Acharki der ser skarp og skolet ud.

Mack Promanee vs. Hamza Dagdeviren (Tyskland) – bantamvægt
Mack Promanee og DFC 2.0 har været en af de mest bemærkelsesværdige historier op til det her stævne.

Først og fremmet fordi ‘The Wave’, som Promanee kalder sig, er på kontrakt hos den tjekkiske MMA-gigant OKTAGON, som dog ikke har formået at give ham debut i hans første år hos den store promotion. Nu har de så stillet ham en kamp i udsigt til marts i Stuttgart, men Promanee ville ikke vente så længe.

Læs også: Mack Promanee bejler til Mark O: Kan fylde hele KB Hallen

Derfor gjorde han kur til Mark O. Madsen og lovede både underholdning og billetsalg, hvis ellers promotoren kunne finde en kamp til ham. Og den slags er lige præcis, hvad DFC-præsidenten godt kan lide.

Mack Promanee får ny modstander ved DFC 2.0. Foto: Privat.

Det var ikke nemt at finde en bantamvægter med mod på at møde velrenommerede Promanee, og den dominicaner, der først havde sagt ja, måtte trække sig igen, da udsigterne til at nå ned på 61 kilo var uoverskuelige. Men Promanee har nu vist i et par uger, at han skulle i buret med tyske Hamza Dagdeviren.

Læs også: Ny modstander til Promanee – den første var for tung

Tyskeren har en rekordliste på 1-2 som prof, men også en amatør-rekordliste, der tyder på, at han nok er bedre end som så. Pudsigt nok tabte han sin seneste kamp hos netop OKTAGON, som altså har haft svært ved at matche Promanee.

Promanee måtte smide underdrengene, men ramte så også den rigtige vægt.

Fredag var ‘The Wave’ indledningsvis 600 gram for tung ved indvejningen, men smed problemløst det overskydende vægt inden for tidsgrænsen og fremstod på alle måder fuld af humør og overskud, hvilket lover godt.

Læs også: Afslappet Promanee: Gik nok lidt for sent i gang i morges

Der er meget på spil for Mack Promanee her, for selv om hans kontrakt med den europæiske promotion ikke bliver revet over ved et nederlag, så brænder han selvfølgelig for at sende et klokkeklart statement og indlede sin udlandskarriere med en stime på fire sejre i streg.

Marsel Terteryan vs. Afrim Thaqi (Norge) – fjervægt
I co-main event finder vi – nøjagtig som ved DFC 01 – den tidligere bokser og dobbelte danske mester i MMA Marsel Terteryan. Efter sin sejr ved DFC-premieren, hvor han problemløst mulede den overmatchede Nathan Massey, har Terteryan forsøgt at få en kamp mod thaibokseren Niclas Larsen.

Terteryan tændt op før sin professionelle MMA-debut. Foto: DFC.

Men i stedet tog han imod en udfordring fra norske Afrim Thaqi. Den albansk fødte fjervægt er kastede snøren ud på Instagram, og Terteryan sagde straks ja. Måske kommer en af dem til at fortryde sin beslutning.

Læs også: Terteryans karriere blev truet: Troede jeg skulle dø

Thaqi er et tidligere fodboldtalent, der valgte MMA-vejen, fordi han elskede at slås og fik noget personlig udvikling ud af kampsporten, som han ikke fik af boldsporten. Han er også en kølig fyr, der efter at have skrevet kontrakten til DFC 2.0 lige tog til Grækenland og vandt en kamp i november – bare for at holde sig varm.

Afrim Thaqi og Marsel Terteryan ved indvejningen.

Terteryan er blandt andet storebror til de håbefulde boksebrødre Nikolai (der deltog ved OL i sommer) og Sebastian, og har som sagt også selv baggrund i boksning. Han fik dog kun lov at vise sin grappling frem ved DFC 01, men møder helt sikkert en mere helstøbt MMA-modstander denne gang. Alligevel bør han have en fordel i de stående dueller.

Læs også: Terteryan undrer sig over norsk modstander: Han var tavs ved DFC 01

Der er lagt op til en solid test af Terteryan, der før jul blev Mark O. Madsens anden signing til DFC-stalden. Han har haft masser af ordkrige med københavnske MMA-folk siden det første DFC-show, og vil man lukke munden på nogle af sine kritikere, er DFC-buret et oplagt sted at gøre det.

Main event:

Marco Birch vs. Adrian Galvez – letvægt
Stilfærdige Marco Birch fra Arte Suave imponerede Mark O. Madsen ved DFC 01. Endda i en sådan grad, at DFC-præsidenten valgt at ‘forfremme’ Birch fra sin plads tidligt på main card til main eventet ved DFC 2.0.

Rundt omkring i det danske MMA-miljø er Birchs navn et der får anerkendende ord med på vejen nærmest uanset hvem man spørger. Overfor Fighting.dk har han eksempelvis fået særdeles store roser af UFC-veteranen Damir Hadzovic, som også har været Birchs primære sparringspartner op til denne aften.

Læs også: Marco Birch overrasket over at få main event: Bidrager kun med at slås

Hans atypiske karriere startede i Asien, og blev efter et par kampe afbrudt af en skadespause på fire år. Men da han kom tilbage sidste år viste han virkelig potentialet frem. Først tabte han godt nok knebent i sit comeback mod norske Torpal Merjoev hos MMA GALLA – en kamp der i øvrigt blev kåret til årets fight i den promotion.

Men da Birch blev hyret ind til DFC 01 gav han altså sin promotor noget for pengene med en forrygende knockoutsejr over den ubesejrede tysker Karim Böhm. Og han viste at hans rekordliste på 2-3 ingenlunde er retvisende for hans evner i buret.

Marco Birchs præstation ved DFC’s første stævne har udløst et main event ved opfølgeren lørdag aften. Foto: Dominance FC

I main eventet ved DFC 2.0 venter der en ny ubesejret modstander på Marco Birch, når han får selskab af spanske Adrian Galvez. Spanieren er blevet markedsført som træningsmakker til megastjernen Ilia Topuria, og har også håndteret sine første tre modstandere i sikker stil med to sejre på submission og en på knockout.

Spansk MMA er inde i en god periode med både Topuria og den fremadstormende Joel Alvarez hos UFC. Men også ved novembers UNITE-event i Brøndby Hallen viste et par spanske kæmpere, at de er et dårligt folkefærd at lede i, hvis man er på udkig efter lette modstandere til sin fighter.

Læs også: Birch om skadeshelvede: Måtte konkurrere i saunaen

Marco Birch er dog ikke blæst bagover af Galvez, som ifølge danskeren ikke har mødt en god modstander endnu. Og selv om Topurias navn vækker øjeblikkelig respekt, skal vi også huske, at man ikke bliver MMA-stjerne af at træne med en.

Marco Birch (th) udråbes som vinder efter knockout sejren over Karim Böhm. Foto: Dominance FC.

Birch fortalte fredag til Fighting.dk, at han ikke har brugt oceaner af tid på at analysere videoer af spanieren, for ikke at have forventninger om noget meget specifikt fra en kæmper, som er tidligt i sin karriere og kan udvikle sig i alle mulige retninger mellem kampene. Det fortæller mellem linjerne også, at han hviler roligt i vished om sine egne evner før karrierens største kamp.

Main event ved DFC 01 sluttede efter 17 sekunder. Denne gang skal vi nok forvente os en hovedkamp med meget mere kød på, når festen skal sluttes af i KB Hallen.

Sådan kan du følge DFC 02
Du kan selvfølgelig følge samtlige 14 kampe fra DFC 02 lige her på Fighting.dk, når vi går i luften med vores populære liveblog fra kl. 18. I dagens anledning tester vi et spritnyt liveblog-setup med masser af nye features som afstemninger, billedgallerier og mulighed for at stille spørgsmål – så der er al mulig grund til at tune ind på Fighting.dk senere.

Vil du have livebilleder på, så kan du fra kl. 20.45 streame aftenens Main Card direkte på Pluto.tv.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.