Danmarks MMA-univers

Rundown: UNITE: Unbreakable – får vi en ny dansk MMA-champ?

Prince Avanu (tv) ved indvejningen fredag før lørdagens titelsejr over Ilaz Zabelaj. Foto: UNITE.

I aften er UNITE igen i Århus, og med det velkendte massive line up af kampe fordelt på fire forskellige sportsgrene – MMA, muay thai, K1 og exhibition boksning. Fighting.dk viser stævnet i samarbejde med Pluto TV, men uanset hvor du skal se det, så kommer her din guide til, hvad der er historien bag hver af de 15 kampe.

PRE CARD

Alle artikler om UNITE Championship #7 er sponsoreret af Pluto TV - hjemstedet for livestreaming af dansk MMA.

Pluto TV har ingen indflydelse på artiklens indhold.

Du kan streame stævnet direkte på Pluto TV lørdag den 15. marts fra kl. 20.45

Isam Murad vs. Jonathan Chikazunga – muay thai – C-class
Det er to relativt nye ansigter, der indvier buret i aftenens første kamp, som er en østjysk duel mellem Isam Murad fra Århus og Jonathan Chikazunga fra Vejle. Murad har en enkelt kamp bag sig og Chikazunga to. Klassisk åbningskamp for UNITE, der ofte starter med et par helt unge lokale talenter, som kan få lov at smage på den store scene med walk in-musik og lys. 

Mikkel Emil vs. Phio Duong Nguyen – muay thai – B-class
Mikkel Emil er et navn, der normalvis forbindes med MMA, hvor han har kæmpet for både MMA GALLA og på de to første Airtox Dominance FC-stævner. Det er ikke fordi MMA-karrieren er opgivet af fluevægteren fra Esbjerg, men han har denne gang haft lyst til en duel i thaiboksning, hvor der ‘bare’ skal kæmpes stående. 

Læs også: Mikkel Emil jagter ufortrødent første sejr: ‘Jeg ved, hvad jeg består af’

Mikkel Emil har ni kampe bag sig i MMA, som er endt med otte nederlag og en enkelt uafgjort. I thaiboksning har han også sin første sejr til gode, men det er ikke noget, der tager pippet fra vestjyden, der som mange af Fighting.dk’s læsere ved har vundet vigtigere slag end dem i buret. 

Læs også: Dansk MMA-fighters dokumentar nomineret til fornem pris

Phio Duong Nguyen kommer fra Odense Muay Thai og er en ung kæmper med knap så meget erfaring som sin modstander, men har altså taget handsken op og får sin første kamp for UNITE i aften i Århus. 

Marcus Poulsen vs. Isaac Andruszkov – muay thai – B-class
En rematch mellem to kæmpere, der mødte hinanden ved et af Mikentas ‘Upcoming Fighters’-stævner tilbage i september. UNITE-stifterne Steffen Weise og Brian Talarek må have kunne lide det, de så for et halvt års tid siden, for nu mødes Poulsen og Andruszkov altså igen. Vi er også ude i et opgør mellem de to største byer herhjemme, da Poulsen holder til i lokale Blessed Performance – stiftet og drevet af UNITEs muay thai-champ Frederik Fenger – mens Andruszkov træner i Rolands på Nørrebro. 

Andreas Gehlert vs. Amin Ebiev – MMA – amatør
Aftenens første MMA-kamp er også mellem to kæmpere med begrænset kamperfaring. Den er også sat sammen med ret kort varsel, efter to af kortets oprindelige MMA-kampe faldt fra – den mest prominente af dem fordi Rajbek Bisultanov blev skadet og måtte trække sig. Gehlert træner i Great Danes hos Martin Kampmann, mens debuterende Ebiev er fra Fight Team Kolding.

MID CARD

Bone Otte Bjørn Andersen vs. Robert Larsen – exhibition boksekamp
Efter sin sejr i Brøndby Hallen i november, hvor han stoppede Andreas Pedersen, får Bone Otte Bjørn Andersen denne gang en modstander med noget mere rutine i en boksering. Robert Larsen er der nok en del boksefans, der kender. Udover sine 10 professionelle kampe – den seneste i 2021 ifølge Boxrec, har han også gjort sig som stævnearrangør, men i aften trækker han altså handskerne på igen til den her boksekamp under særlige opvisningsregler. 

Mens den sportslige relevans ikke er så høj, så ligner det en kamp, der nok skal blive underholdende, hvis Bone Andersen holder fast i den meget fremadrettede stil fra sidst. Denne kamp åbner det såkaldte ‘midcard’, som bliver streamet efter main card på Pluto TV og her på Fighting.dk.

Lukas Kaastrup vs. Sultan Amir Farahi – muay thai – B-class
Lokale Kaastrup fra Blessed Performance kommer fra en flot karriere i taekwondo, hvor det er blevet til mere end 50 kampe. Nu er han konverteret til thaiboksning og skal forsøge at bygge stærke meritter op her også. 

Han ligner en lille favorit mod Great Danes’ Sultan Amir Farahi, der er kommet senere igang med thaiboksning efter en tragisk episode tidligere i sit liv. Hans historie kræver mere end et par linjer på at folde ud, men han fortæller åbent og ærligt om den i denne mini-dokumentar som Uppercut Films står bag. 

Dagen efter kampen flytter Farahi til Thailand for at arbejde som træner i Invictus Muay Thai Studio.

Mads Rasmussen vs. Deividas Milius – MMA – amatør
Mads Rasmussen var en af de store overraskelser ved Airtox Dominance FC’s første stævne i september, hvor han besejrede Islam Naurdiev, der godt nok var debutant, men som lillebror til UFC-fighter Ismail Naurdiev og finansiel opbakning fra kongen af Marokko kom til København med en del forventninger på sig. 

Dem gjorde Mads Rasmussen til skamme, da han i en tæt kamp sled sig til en fortjent sejr på alle tre dommersedler. I aften skal Rasmussen op mod Deividas Milius fra Frederikshavn, som går en vægtklasse op til kampen mod den lokale favorit. 

Andreas Hjuler vs. Mathias Schmidt – muay thai – B-class
Hjuler er endnu en af de lokale kæmpere ved UNITE: Unbreakable. Han havde oprindeligt en anden modstander, men heldigvis trådte nordjyske Mathias Schmidt til og reddede kampen. 

Sidst vi så Hjuler i UNITE-sammenhæng var i Brøndby Hallen i november, hvor han blev stoppet af Frederik Broberg, så der er formentlig en tørst efter at revanchere sig hos århusianeren, der træner i Blessed Performance, men ved siden af også driver sin egen klub lidt uden for Århus. 

Sayed Hashimi vs. Yousef Jambali – K1 – amatør
Det er to kæmpere, der har været længe i sporten og ved godt hvem hinanden er. Udover at det er en kamp mellem Århus (Hashimi) og Aalborg (Jambali), så er der ifølge promotor Steffen Weise en del prestige på spil. 

“Det er vist sådan lidt et love/hate relationship. De kender hinanden, har begge masser af rutine, og de vil begge to virkelig ikke tabe den her. Det tror jeg, taberen kommer til at ligge søvnløs over,” siger Weise til Fighting.dk.

Stefan Vogl vs. Nicolai Bartholin – muay thai – B-class
Endnu en rematch. Nicolai Bartholin er mange dobbelt dansk mester, og vandt det første opgør mod Vogl fra Blessed Performance, der selv har ønsket revanchemuligheden og nu altså fået den. Forventningerne fra arrangørernes side er en decideret brandkamp, som ligeså godt kunne kæmpes i professionelt regi og ligge på main card. 

Det skal blive spændende at se, om super rutinerede Bartholin igen trækker det længste strå, eller om Vogl efter at have trænet målrettet mod sin gamle rival kan bruge erfaringerne fra sidst til at få vendt slaget denne gang. 

MAIN CARD

Nikolai Berthelsen vs. Daniel ‘Lone Wolf’ Rosendahl – exhibition boksekamp
Så nåede vi til den første kamp, der vises på Pluto TV og Fighting.dk i aften, når main card skal til at begynde klokken 20.45. 

Det er lidt usædvanligt med en boksekamp under opvisningsregler på main card hos UNITE, men det skyldes naturligvis PR-værdien. Daniel ‘Lone Wolf’ Rosendahl har været med i realityshowet Paradise Hotel á to omgange, og derfor er der kommet en del omtale på i medierne, som UNITE ikke ville have fået uden den karismatiske karakter. Blandt andet en helside i Se & Hør. I aften møder han så nordjyske Nikolai Berthelsen. 

“Det er to habile boksere. De kan rent faktisk godt finde ud af at bokse. Men det er ingen hemmelighed, at den ligger hvor den gør, fordi der er en masse opmærksomhed omkring kampen. Der er nok flere, der tuner ind på Pluto TV for at se den her kamp end nogen af de professionelle kampe. Og så får man jo plads på main card,” siger Steffen Weise og tilføjer: 

“Det skaber en masse omtale for sporten, og åbner forhåbentlig også nogle flere døre og øjne for pro-kæmperne. Vi håber selvfølgelig, at mange af dem, der tuner ind for at se kampen, bliver hængende og ser nogle af de sportsligt rigtig gode kampe, der kommer bagefter. 

Farhan Nuur vs. Hubert Majewski – K1 – professionel – 71 kg
Steffen Weise kalder selv Farhan Nuur for Danmarks bedste K1-kæmper i 71 kilo. Nuur holder til i Mikenta og har dyb erfaring med over 70 amatørkampe. For et år siden valgte han at blive professionel, og da UNITE sidste år var i Vejlby-Risskov Hallen leverede Nuur en fantastisk kamp mod norske Rahim Mir, der virkelig viste sporten frem fra sin allerbedste side. 

Svenske Majewski er en hård hund, men favoritværdigheden ligger hos danske Nuur, der med en sejr i aften måske kan lægge billet ind på en titelkamp som sin næste udfordring. 

Mulenga Chanda vs. Max Wennow – MMA – professionel – 84 kg
Måske har du allerede læst vores interview med Mulenga Chanda, og ved derfor, at det her er hans første kamp efter otte et halvt års pause. Chanda har et stort følge i Århus, hvor han har solgt et par hundrede billetter til stævnet, og han forudsiger selv ‘at publikum kommer til at gå amok over den her kamp’.

Læs også: Dansk MMA-veteran tilbage efter næsten ni år: Ringrust er et ‘fatamogana’ 

Hans modstander er svenske Max Wennow, som heller ikke er purung, men til gengæld er ret ny som professionel. Han tog sin professionelle debut i november i Brøndby Hallen, hvor det blev en ret begivenhedsløs gulvkamp mod Frederik Brandt, der slog Wennow på point. Denne gang kan det godt tænkes at få en helt anderledes karakter med Chandas meget aggressive og striking-baserede stil. 

Uanset hvad må det forventes at stemningen kommer til at peake under 41-årige Chandas walk in. 

Frederik Fenger vs. Jordi Mudiandambu – muay thai – professionel – 73 kg
Sidste år erobrede Frederik Fenger UNITEs titelbælte i 71 kilo-klassen i Vejlby-Risskov Hallen, og i aften skulle han have forsvaret den. Desværre for Fenger måtte hans modstander Rahim Mir melde fra på grund af en mistanke om hjerteproblemer, men Fenger får heldigvis alligevel mulighed for at komme i kamp. 

Jordi Mudiandambu er en congoleser med græsk pas, og Steffen Weise beskriver ham som den mest hårdtslående kæmper, Frederik Fenger har mødt i sin karriere. Af Mudiandambus 10 sejre er de syv vundet på knockout, hvilket bakker fint op om den påstand. 

Læs også: UNITE-champ fik 30 sting for en måned siden: ‘Jeg tager nogle chancer her’

For Fenger er der den x-faktor, at han for seks uger siden var i kamp i Thailand og fik en monstrøs flænge i panden, som ganske vist er helet pænt, men vil være et oplagt mål at gå efter for hans modstander. Lidt af et ekstra spændingselement i en kamp, der allerede tegner underholdende. 

Fenger er lidt af en muay thai-discipel og har også sin egen klub – Blessed Performance – som har en række andre kæmpere i aktion denne aften i Århus. 

Prince Avanu vs. Ilaz Zabelaj – MMA – professionel – fjervægt – UNITE MMA-titelkamp
I main eventet ved UNITE: Unbreakable er der et spritnyt titelbælte på højkant. Lokale Prince Avanu kommer til kampen som ubesejret mod svenske Ilaz Zabelaj, der til gengæld jagter sin første sejr som professionel. Altså kan der ryge to ‘nuller’ i aften. 

Læs også: Promotor: Prince har ikke mødt modstand som den han får lørdag

Zabelaj har mødt stærke modstandere i sine tre pro-kampe, men alt andet lige er alt presset på Prince Avanu forud for karrierens foreløbig største kamp, som endda er på hjemmebane for den danske fjervægter. 

Avanu har stoppet sine første to MMA-modstandere i sikker stil, og nu kigger han altså på muligheden for at vinde sit første bælte, hvilket godt kan tænkes at åbne nogle døre. 

Du kan som nævnt se UNITE: Unbreakable live fra 20.45 på Pluto TV, men altså også hos os her på Fighting.dk, hvor vi har fået lov at streame med. Hvis du ikke skal i Vejlby-Risskov Hallen, er der liveblog med updates, afstemninger og alt det vigtigste action fra stævnet senere i aften.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.