Der er mindre end to uger til MMA GALLA vol. 22 i Odense, hvor to lokale kæmpere fra Great Danes skal duellere om titelbælter. Den ene er Simon Seiler, som jagter den nye weltervægtstitel i direkte duel med Mikkel Hennings fra CSA. Seiler kommer fra en frisk submission-sejr ved MMA GALLAs seneste stævne i Nakskov i september. Det var hans anden sejr i 2024, og troen på egne evner i top forud for titelkampen.
“Mikkel er en rigtig, rigtig hård modstander. Men med min erfaring og alt den tid, jeg har lagt i det her i en del år efterhånden, er jeg overbevist om, at jeg slår ham,” siger Simon Seiler til Fighting.dk.
Simon Seiler er kendt som en type, der ikke spiller tiden i buret. Hans professionelle rekordliste kun tæller kampe, der er afsluttet før tid. Såvel de fem sejre det er blevet til som hans tre nederlag. Seiler forestiller sig heller ikke, at kampen mod Hennings bliver den første, hvor han mod sin vilje må overlade afgørelsen til dommerne.
“Jeg vil vove at påstå, som jeg plejer, at kampen ikke går længere end første eller anden runde. Jeg har fuld respekt for det, som Mikkel bringer, men jeg er ret sikker på, hvad jeg skal være klar på. Og så er jeg ret sikker på, at jeg har planen til at gå ind og vinde.”
Mikkel Hennings har fire professionelle kampe bag sig, og alle er endt med sejr. Seiler stresser dog ikke over at skulle i buret med en ubesejret modstander.
“Jeg vil ikke træde nogen over tæerne, men i min optik har Mikkel kun kæmpet mod én rigtig welterweight. Det var Michael Reali, som han mødte sidst (ved MMA GALLA vol. 20 i august red.). Der er ikke nogen af de andre makkere, han har kæmpet imod, som er vejet ind på 77 kilo. Der har stået gutter med bukser på oppe på vægten, og alligevel har de vejet ind på 72,5 eller noget i den stil,” siger Simon Seiler og tilføjer:
“Det er hvad det er, og jeg tager stadig Mikkel dybt seriøst. Men han har kun mødt én rigtig welterweight. Og jeg kan garantere, at den 26. oktober møder han en fuldt ud klar welterweight, der ikke lægger sig for noget som helst,” slutter Simon Seiler.
Slaget skal som sagt stå 26. oktober i Sydbank Arena. En aften hvor også MMA GALLAs letvægtstitel er på spil mellem Simon Seilers klubkammerat Rick Gangia og den ubesejrede nordmand Torpal Merjoev.