Der gik et sus igennem et udsolgt KB Hallen, da Benjamin Sesay med et præcist spark til hovedet fuldstændigt slukkede lyset på Jiffa Kundo ved Airtox Dominance 6.0.
Den 110 kilo tunge svensker faldt bevidstløs til gulvet efter sparket, og Sesay sikrede sig dermed en vanvittig knockoutsejr over Kundo, der ellers gik ind til kampen som den bedst rangerede skandinaviske sværvægtskæmper.
Læs også: Vanvidsknockout i KB Hallen: Benjamin Sesay slukker fuldstændigt lyset på Jiffa Kundo
Og selvom det var Sesays blot anden MMA-kamp nogensinde, var den 19-årige dansker fra Arte Suave ikke selv overrasket.
“Som nævnt tidligere har jeg aldrig tvivlet på mine evner, og jeg vidste godt, at Kundo ikke ville være i stand til at hænge med mig. Hvis Kundo og jeg var gået tre hårde omgange, ville jeg faktisk have været skuffet over min egen præstation,” fortæller Sesay til Fighting.dk.

Og selvtilliden er ikke grebet ud af den blå luft. Den unge dansker er forsvarende europamester i muay thai og har kæmpet mod den absolutte verdenselite, siden han var helt ung.
“Stor respekt til Kundo og hans skandinaviske mesterskab, men man må heller ikke glemme, at jeg allerede fra 15-årsalderen begyndte at kæmpe i udlandet mod verdenseliten. Selvom det ikke har været i MMA, men i thaiboksning, har jeg altid stolet på mig selv og leveret, når der skulle leveres – også når oddsene ikke har været til min fordel.”
I selve afslutningsøjeblikket var Sesay aldrig i tvivl om, at kampen var ovre.
“I sekundet efter jeg rammer Kundo, ved jeg godt, at kampen er færdig. Jeg har efterhånden en del erfaring med at lave knockouts,” lyder det tørt fra danskeren.
Knockouten har siden gået sin sejrsgang, men Sesay vil ikke kåre den som karrierens vildeste.
“Folk har været helt oppe at køre over min knockout, og for mange har det måske været en af de vildeste, de har set. Jeg ved ikke helt, om det er den vildeste i min karriere, for jeg har også en del fra min thaikarriere, der er værd at nævne. Helt tilbage fra jeg var 16 år har jeg knocket folk koldt, så jeg har leveret nogle spektakulære afslutninger gennem årene,” siger Benjamin Sesay.
To sejre i to kampe – og næste allerede på plads
Den unge dansker står nu noteret for to sejre i to MMA-kampe efter skiftet fra muay thai, og han skal hurtigt i aktion igen. Til august venter et opgør mod den ubesejrede tysker Jos Wallenhauer fra Metanoia MMA, når MMA GALLA vol. 32 løber af stablen i Odense.
Den høje kampfrekvens er et bevidst valg.
“Jeg tager de kampe, der giver mening for mig og min karriere. Lige nu ser jeg hver kamp som en mulighed for udvikling og en mulighed for at vise folk, hvad jeg kan,” siger han.
Hidtil har Sesay kæmpet i catchweight mod væsentligt tungere modstandere, og spørgsmålet om en fremtidig vægtklasse står stadig åbent. Som blot 19-årig vil danskeren ikke lægge sig fast endnu.
“Naturligt ligger jeg lige nu tættere på light heavyweight end heavyweight, og min hensigt var allerede fra start at kæmpe i light heavyweight, men det kunne ikke lade sig gøre. Lige nu ved jeg ikke, hvilken vægtklasse jeg kommer til at kæmpe i fremover. Jeg er stadig kun 19 år gammel, og jeg ved ikke endnu, hvad min krop udvikler sig til,” slutter Benjamin Sesay.
Næste gang Arte Suave-talentet skal i buret er som sagt ved MMA GALLA vol. 32 den 29. august i Odense.


